Vi hører det igen og igen fra forskerne, når de omtaler
problemerne med at fremme udbredelsen af ålegræs: 1) Forringede
bundforhold med flydende mudder er skyld i at ålegræsset har svært
ved at etablere sig. 2) Kvælstof er skyld i forøget algeplankton,
der gør vandet uklart, så der bliver for lidt lysgennemgang til
ålegræsset.
Det kommer sjældent frem, at de forringede bundforhold i
overvejende grad skyldes mange års store mængder fosforbelastet
byspildevand. Og det kommer aldrig frem, at vandets uklarhed, “den
forringede sigtedybde”, hænger væsentlig mere sammen med forholdet
mellem kvælstof og fosfor (N/P-forholdet) end med
kvælstofkoncentrationen alene, som er den, forskerne har
interesseret sig for. (Men da fosforkoncentrationen har indflydelse
på kvælstofkoncentrationen, finder man alligevel en svag sammenhæng
mellem kvælstofkoncentration og sigtedybde).
Ny forskning sender den danske kvælstofstrategi til
tælling
Lad os se på nogle kendsgerninger, som er stærkt underbelyst i
den danske debat om vandmiljø: Nemlig at et lavt N/P-forhold
(relativt lidt kvælstof og relativt meget fosfor) i sig selv giver
anledning til problemer. Og da den danske miljøstrategi specielt
sigter imod at begrænse N og dermed sænke N/P-forholdet netop der,
hvor det i forvejen er problematisk lavt, er det åbenlyst, at der
er en konflikt.
At lavt N/P ofte giver anledning til vandmiljøproblemer har
været synligt siden begyndelsen af 1980’erne, altså allerede før
den første vandmiljøplan fra 1987. Men miljømyndighederne har i 25
år bevidst undladt at forholde sig til denne kendsgerning, der ikke
har passet til deres kvælstofstrategi.
Gennem de senere år har amerikansk forskning imidlertid givet
betydelige forklaringsbidrag til disse iagttagelser. Der er
udfoldet store bestræbelser på at forstå, hvordan økosystemet
virker, så man kan samarbejde med det i stedet for at bekrige det,
som miljømyndighederne i Danmark har specialiseret sig i.
Forskere fra University of Maryland har analyseret 30 års data
om N- og P-koncentrationer og N/P-forholdet samt forekomsten af
planteplankton, dyreplankton, bunddyr og fisk i Bay Delta nær San
Francisco. Herved har de dokumenteret, at ændringer i
næringsstoffernes koncentration – og isærforholdetimellem dem – har
fundamental indflydelse på hele dynamikken i vandsystemets
biologiske og biokemiske forhold. Det vil sige, ikke kun på
produktionen af alger, men også på de organismer, der spiser
algerne i fødekæden.
Anskuelighedsundervisning
Til illustration kan refereres følgende målinger i Bay Delta
(professor P. M. Glibert, University of Maryland): Over årene 1980
– 2003 steg kvælstofkoncentrationen med 40-50 % (ammonium med 45 %,
nitrat og nitrit med 47 %), mens fosfor (DIP) kun steg med 4,5 %.
Det betød, at N/P-forholdet over hele perioden steg jævnt med lidt
over 40 %.
Hvordan virkede disse ændringer så på alge-biomassen? Førte
45-47 % mere kvælstof til større biomasse, som danske biologer og
ålegræsforskere nok ville forvente? Nej, biomassen (klorofyl a)
blev over perioden formindsket med mere end 70 %!
Hvis man overførte disse resultater på danske forhold ville
konklusionen lyde: Mere kvælstof giver klarere vand og dermed bedre
muligheder for bundvegetation som f.eks. ålegræs. Derimod giver
yderligere kvælstofbegrænsning mere uklart vand til skade for
ålegræsset. Det burde give noget at tænke over i Miljøministeriet
og omegn.
N/P-forholdet har stor betydning
 |
En interessant iagttagelse (på hosstående figur illustreret af
Finkel fra Oxford University) er, at højt N/P giver tilstrækkelig
kvælstof til en lødig proteinrig produktion af store,
langsomvoksende alger til fødekæden, der “spiser” 1000 kg alger for
hvert kg fisk, der produceres.
Derimod giver lavt N/P relativt meget fosfor, som via biokemiske
processer i cellerne speeder celledelingerne op og giver høj vækst,
men af små hurtigvoksende alger, som har ringe kvalitet for
fødekæden. Og når algeproduktionen ikke “afsættes” i fødekæden,
fører det til uklart vand (til skade for ålegræs), forrådnelse,
iltsvind og miljøproblemer. – Og det ødelægger bunden og
ålegræsset.
Der er stort behov for, at forskerne interesserer sig mere
for “økologisk støkiometri”, læren om hvordan den forholdsmæssige
tilstedeværelse af næringsstoffer påvirker hele fødenettet.
Meget tyder jo på, at vi blot gør ondt værre, når vi i
danske fjorde og kystvande, hvor kvælstof er begrænsende, sætter
økonomisk ødelæggende initiativer i gang for at begrænse
kvælstofudledningen yderligere.
Hidtil har miljømyndighederne udnævnt kvælstof til at være
det store problem – ikke hvor der er MEGET af det – men hvor der er
LIDT af det, og det derfor kaldes “begrænsende”. Det betyder, at jo
flere milliarder kroner, vi bruger på at reducere
kvælstofudledningerne, desto mere “begrænsende” og FARLIGT bliver
det. Det er skruen uden ende!
Det nuancerede budskab er: “Kvælstofbegrænsning betyder,
at økosystemet modtager for meget fosfor – IKKE at kvælstof
skal begrænses!”
Der ligger banebrydende viden parat til opdatering af dansk
miljøpolitik: Massiv forskning vender op og ned på årtiers
indgroede vrangforestillinger om kvælstof. Det giver måske samtidig
svaret på, hvorfor vandmiljøplanerne igen og igen skuffer
biologerne og ikke giver de forventede resultater: Planerne er
simpelt hen skruet forkert sammen!
Cand. agro. Poul Vejby-Sørensen,
Bæredygtigt Landbrug
