For præcis 25 år siden – den 12.-14. april 1987 – afholdt
Planlægningsrådet for Forskningen en konsensuskonference, “Kvælstof
og fosfor i vandmiljøet”, med det formål at gøre status over den
eksisterende viden om “forurening af vandmiljøet med kvælstof og
fosfor”. Til alle der måtte være i tvivl om, hvad en
konsensuskonference er, kan det oplyses, at det er en udemokratisk
proces, hvor afvigende synspunkter undertrykkes. Og da de fagfolk,
der vidste mest om kvælstof og dets virkemåde i verden, desværre
var i mindretal, vedtog man en “sandhed” om, at kvælstof var den
store skurk i spørgsmålet om eutrofiering og iltsvind.
Konferencen startede meget fredsommeligt med, at deltagerne sang
“Havet omkring Danmark”. Herunder også femte linje: “Vi vandrer din
vej, vi lyder din lov…”. Men herefter brugte man 3 dage til at gøre
det modsatte. Denne konflikt med økosystemet har nu gennem
vandmiljøplanerne varet i 25 år, og den fortsætter indtil vi bliver
kloge nok til at “lyde havets lov”. Man vinder ikke en konflikt med
økosystemet – heller ikke, hvis vi fortsætter i endnu 25 år.
Strategien er udsigtsløs! Uanset hvor mange, der er enige om den!
Økosystemet retter sig naturligvis efter naturlovene – og hverken
efter Miljøstyrelsen eller Folketinget.
På den baggrund virker det grotesk, at visse forskere og
politikere stadig henviser til, hvad der var “enighed” om for 25 år
siden, når de argumenterer for den førte vandmiljøpolitik og de nye
vandplaner. For mindre end et år siden forsvarede professorerne
Stiig Markager og Bo Riemann i en kronik i Landbrugsavisen den
danske strategi med særligt fokus på begrænsning af
kvælstofudledningen og bebudede yderligere begrænsninger i
kvælstofanvendelsen, hvilket naturligvis bliver mere og mere
kostbart for landbruget og samfundet. Men de konkluderede altså, at
den meget stærke medicin, som landbruget har været påtvunget i mere
end 20 år ikke har medført tilfredsstillende resultater. Derfor
foreslog de, at der skal ordineres endnu mere af samme medicin.
En ansvarlig læge ville nok overveje, om diagnosen og
behandlingen nu også er rigtig, men sådan arbejder man ikke i DMU.
Her holder man sig til den “sandhed”, der blev vedtaget for 25 år
siden, og så lader man sig ikke distrahere af, at naturen arbejder
efter andre principper, og at forskere ude i verden finder nye
veje. Man konstaterer blot: “Desværre er biologien ikke fulgt
med”.
Forskerne fastholder den forkerte strategi
Eksemplet er typisk for udviklingen siden slutningen af
80’erne. DMU har gennem en brutal topstyring, sørget for kritikløs
videreførelse af de strategier, der var udarbejdet af
forskningsinstitutioner med bundkarakter. Nogle
forskningsinstitutioner under Miljøministeriet fik nemlig
bundkarakter ved en international evaluering i 1989.
I DMU var virkeligheden “Ret ind eller forsvind!” – uden
plads til selvstændige opfattelser hos forskerne. Ingen
individuelle udmeldinger! Kæft trit og retning. Måske lidt
sovjet-inspireret.
Når man i 80’erne forespurgte i Miljøstyrelsen om materiale og
måleresultater, blev man systematisk mødt med modspørgsmålet: “Hvor
ringer du fra?”. Og da jeg for 117. gang havde sagt “hjemmefra”,
spurgte jeg, om det havde indflydelse på svaret, hvor jeg ringede
fra. Nej, blev der sagt, men vi skal registrere alle, der spørger!
Det var dengang. I dag, hvor det meste foregår på nettet, kan man
lettere finde ud af, hvem der spørger, hvis man da ikke helt nægter
adgang til materialet.
Som det ses, er dansk vandmiljøpolitik ramt af flere
problemer: For 25 år siden tog man fejl af kvælstof på grund af et
elendigt forarbejde til den første vandmiljøplan. Lige siden har
alle de ansvarlige – forskere, forvaltningsmyndigheder og
politikere – fastholdt og forsvaret strategien. Og kun de, der var
enige heri, kunne skabe sig en karriere i systemet. I dag, hvor
mange nye forskningsresultater peger i nye retninger og peger langt
mere sammensatte forklaringer på vandmiljøets situation, lukker
systemet af. Man vil ikke i videnskabelig debat med topforskere,
der har nået andre resultater. Det nærmer sig en mental blokering,
der hviler over Miljøministeriet og dets institutioner. Systemet er
på vej mod erkendelsen af mange års katastrofal håndtering af dansk
miljøpolitik – både fagligt og forvaltningsmæssigt. Beviserne
bliver vanskeligere og vanskeligere at komme udenom.
Offentligheden, der har været klædeligt autoritetstro, vil
også snart indse, vi i landbrugserhvervet ikke bare “taler for
vores syge moster”, men at miljømyndighederne derimod gennem 25 år
har misforstået, hvordan kvælstof virker i økosystemet, og har
misligholdt deres forpligtelse til at sikre sig holdbar viden,
inden iværksættelse af milliarddyre indgreb, der bagefter viser sig
uden effekt.
Det var aldrig gået i en privat virksomhed!
Poul Vejby-Sørensen
