Formand rækker fanden lillefingeren

Jørgen Lund Christiansen bringer i dette indlæg et større historisk perspektiv ind i debatten om andelsbevægelsen, som i de seneste uger er blevet kritiseret af Bæredygtigt Landbrug og foreningsformand Flemming Fuglede, der mener, at selskaberne bør sælges

Jørgen Lund Christiansen

Af Jørgen Lund Christiansen, formand for Vestermølle Møllelaug og denne forenings afdeling om andelsbevægelsen samt landbrugets og fødevarebranchens betydning for Danmark i dag og det globale landbrugs mulighed for at mætte 10 milliarder mennesker i 2050

Effektivt Landbrugs tophistorie 15. september var et interview med Flemming Fuglede Jørgensen. Med Jesu genkomst-skrift hed det hen over forsiden: Formand vil sælge andels-arvesølvet. Af et interview inde i avisen fremgår det, at formanden for Bæredygtigt Landbrug mener det seriøst. Det bekymrer mig, for overskriften kunne også have været: Formand rækker fanden lillefingeren.

Fuglede var inde på samme galej i foråret 2015, hvilket – i al fredsommelighed – førte til et par meningsudvekslinger mellem ham og mig samt et besøg af BL’s bestyrelse og daglige ledelse på Oplevelsescenter Vestermølle ved Skanderborg. En god snak her ud fra vores udstilling om andelsselskabernes største skikkelse gennem tiderne, Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard, stoppede vores offentlige debat. Det betød nok også noget for Fuglede, at Erik Ugilt Hansen opfordrede til at holde op med at drøfte andelsselskaberne i medierne og i stedet bruge kræfterne på at få ændret erhvervets urimelige rammebetingelser.

Generationstyveri

Flemming, dit udspil bliver ikke rigtigere af at have ligget på køl i godt tre år. Det overrasker dig næppe, at jeg er nødt til – i al venskabelighed – at sige følgende til dig: Du og Danmarks øvrige landmænd anno 2018 har ikke skabt alle de 40 milliarder kroner, du mener andelsselskaberne har i egenkapital – og som du vil have fingre i. De er opsparet af generationer af landmænd siden starten på verdens første andelsmejeri i Hjedding i 1882, verdens første grovvareforening i Kolding i 1883 og verdens første andelsslagteri i Horsens i 1887.

I øvrigt mener jeg, at landbruget bliver godt og grundigt snydt, hvis andelsselskaberne under ét bliver solgt for 40 milliarder. Rigtigt opgjort er salgsværdien betydeligt større – ikke mindst for fremtidens landmænd. Dit generationstyveri går på både fortid og fremtid.

Du er og har været medlem af flere andelsselskaber. Du kunne som ung landmand melde dig ind og få gavn af fællesskabet fra dag ét – få gavn af tidligere generationers indsats og opsparede egenkapital. I 2015 talte du også om at sætte andelsselskabernes egenkapital på aktier og fordele formuen blandt medlemmerne. Du end ikke overvejede, at næste generation herved – udover prioriteter i forbindelse med et gårdkøb – skulle købe sig til rettigheder i Arla, Danish Crown, DLG, Danish Agro, DLF med flere selskaber.

Det er gammel viden, at man som medlem kommer nøgen ind i et andelsselskab og går nøgen ud – i de seneste årtier dog med den tilføjelse, at man i egne aktive år i nogle selskaber kan opspare en del af årsoverskuddene på en andelskapitalkonto II – eller en såkaldt revolverende del af selskabets formue. Sådan er det f.eks. i DLF Seeds. Lad os lige stoppe op ved DLF:

Du har om nogen startet udlands-investeringerne

Du kritiserer andelsselskaberne for at drive forretning også udenlands og mener, det er til skade for medlemmerne. Frem til 1990 opererede DLF stort set kun i Danmark – sammen med en stribe privatejede selskaber. De er stort set væk i dag, overtaget af DLF, som i de seneste 25 år ud fra en dansk styrkeposition og stærk ledelse, både i det daglige og på bestyrelsesplan, har placeret sig som førende også globalt set. Indtil for et par måneder siden var den globale markedsandel 25 pct. Når konkurrencemyndigheder i New Zealand godtager DLF’s overtagelse af den sydlige halvkugles største frøselskab, stiger andelen på verdensmarkedet til cirka 40 procent. Det er helt godt gået af 2.500 aktive danske frøavlere anno 2018. Du er en af dem. Kom ikke og sig, udviklingen ikke har været til din og jeres fordel.  

Af DLF’s 100-års jubilæumsbog fra 2006, Målbevist, fremgår, at Flemming Fuglede Jørgensen blev indvalgt i andelsforeningens bestyrelse i 1991. Her sad du, indtil tillidsarbejdet i BL krævede din tid. Det er altså bl.a. dig, Flemming, der har igangsat andelsselskabernes vækst ud over Danmarks grænser. Nu vil du så sælge selskaberne, alt for billigt endda. Det vil være til glæde for dig selv, men til skade for fremtidens landmænd. Hvad er det lige, man kalder den slags moral? 

Leveringspligt er også værdifuld leveringsret

Du brokker dig også over, at nogle af selskaberne – formentlig Arla og Danish Crown – opererer med leveringspligt. Du kunne jo også vende det om og fortælle om leveringsret! Tag engang til USA’s Midtvesten, ud i Trump-land, hvor en landmand til enhver tid risikerer, at både mejeriet og slagteriet med kort varsel lukker for modtagelse – pga markedsforholdene. Det præger faktisk finanssektorens kreditvurdering af et landbrug, om der er leveringsret eller ikke. Det har fået en del landmænd i Trump-land til at melde sig som kontraktproducenter af bl.a. svin: Slagteriet eller foderstoffen, ofte i samme selskab, kommer med smågrisene samt foder og henter slagtesvin samt gylle. Landmanden får et aftalt beløb pr. leveret svin. Han kan – bundet af prioriteten under og nedslidningen af sin stald – glæde sig over hverken at have risiko eller fortjenstmulighed, når markedet er til det. Sådan kan det gå, når bondens forlængede arm, andelsselskabet, mangler. Velbekomme!

Ingen tvivl om, at mange landbrug bløder i dag – pga rammebetingelser, konjunkturer og tørken. Jeg kan godt forstå frustrationen hos en familie, der måske ikke klarer næste termin. Jeg kan godt forstå dens ønske om at få en portion ”Tican-penge”. Men overordnet set er det kortsigtet. Og det er dumt at tro på, at et aktieselskab har anden interesse end aktionærernes. Aktieselskabet optimerer økonomien hos købere af grovvarer og sælgere af primærbrugets produkter. De skal have, så de kan leve – og samhandelen sikres. Penge derudover kan de blande sig udenom.

”KFK: I behøver jo ikke ødelægge markedet

Jeg var i sin tid med til at starte import af soja i panamaxbåde fra Sydamerika i stedet for at hente proteinet via Rotterdam i coastere med en 10 USD fordyrelse pr. ton. I KFK var de ved at dø af grin. Det ville aldrig gå godt. Et halvt år efter bød KFK’s direktion på kaffe og wienerbrød – og en ”branchemæssig” skideballe: Én ting er, at I tilfældigvis har fået en god idé, men I behøver jo ikke ødelægge markedet af den grund; tag dog selv gevinsten for pokker! Sådan tænker aktieselskabet, andelsselskabet gør ikke.

I 1996 besøgte jeg Cargills hovedsæde i Minnesota og fik – til min store overraskelse – at vide, at KFK var til salg. På bordet lå et ringbind med et udbudsmateriale, som vistnok ingen i Danmark kendte til på det tidspunkt.  Årsagen var ikke rød bundlinje, men alligevel var det Cargills vurdering, at opgaven var vanskelig. Pga. andels-grovvarehandelens konkurrencestyrke var profitmarginen i Danmark investeringsmæssig uinteressant. Men Norsk Hydro, KFK’s ejer, ville sælge og tilbød så senere butikken til en billigere pris til andelseje.

Når kapitalen får lillefingeren

I Irland tog andelsselskaberne tilbage i 1970’erne kapitalen med ved bestyrelsesbordet ved at lave såkaldte PLC’er, Public Limited Companies. Parolen var, det gav styrke og vækstpotentiale, men det var afgørende, at bønderne beholdt mindst 51 pct. af aktierne og dermed flertallet i bestyrelserne. Sådanne aftaler kan være at række fanden lillefingeren, for nogle år senere ligger der en ”endnu bedre” forretning i yderligere vækst. Så er fanden der igen med kapitalen – og en lille tilføjelse til vedtægterne under paragrafferne med bestyrelsens sammensætning og fordeling af overskud, efter forrentning af kapitalen.  

Jeg har for nogle år siden hørt en landmand fortælle udenlandske landbrugsjournalister på besøg om en tredelt årsag til dansk landbrugs succes: 1) Selvejet og det drive, der ligger heri, 2) Bøndernes egen, uvildige rådgivning og 3) Bøndernes tagen hånd om forsyningen af driftsmidler og forarbejdning samt afsætning af gårdens produkter i egne selskaber. Det er meget godt set, synes jeg.

Nordzucker og carries i tidens tand

Der er carries i tidens tand, som en netop død poet skrev. Så er vi ovre i sukkeret, hvor udenlandsk kapital, alias Nordzucker, i dag bestemmer suverænt, også i Danmark. Både her og i andre brancher opstår der producentforeninger. Selvfølgelig gør der det. Men det er langt fra det samme som at være ejer og bestemmende. 

I 2015 skældte du en del af dine landmandskolleger med sæde i andelsselskabernes bestyrelser ud for at være dukkedyr i direktørarme. Sådan er det med bestyrelser, også dem i aktieselskaber. Ikke alle er lige stærke. Se blot til Danske Bank! Som formand er det sikkert også din egen erfaring. Opgaven er på kreds- og repræsentantskabsmøder at komme med idéer og udfordre ledelsen – og vælge de rigtige til at køre selskabet videre ud fra formålet: at gavne medlemmerne.

Brug tiden på det – og på rammebetingelserne. Og find så sammen med L&F en anden vej i vandsagen.

Tid at genopfriske idé-grundlaget

Siden 2010 har vi på Oplevelses- og Informationscenter Vestermølle ved Skanderborg Sø haft cirka 35.000 besøgende på en to timers guidet rundvisning, hvor et hovedelement er præsentation af for mig at se dansk landbrugs største skikkelse gennem tiderne, Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard (1859 – 1928). Anders og hans lige så dygtige kone Kirstine er desværre glemt i dag, måske fordi han fik en trist afslutning på livet og givetvis døde som en bitter mand, svigtet af mange af sine egne. 

Gennem tiden, også før Trump, er der kommet mange udfordringer fra USA. Fra 1870’erne og frem blev Nordeuropa oversvømmet af billigt korn fra prærien – fordi jernbaner og dampskibe tilbød billig transport og skabte en konkurrence, som heller ikke dansk landbrug var gearet til. Vore forfædres svar var etablering af andelsselskaber. Det var ikke Anders Nielsen, der startede den bevægelse, men det var ham, der med et kæmpe organisationstalent og forståelse for økonomi gjorde bøndernes egne forretninger effektive og konkurrencedygtige – og tillige fik faglig dygtiggørelse ind som et hovedarbejdsfelt i de landøkonomiske foreninger.

Krise og kortsigtede løsninger og en fantastisk fortælling

Historiefortællingens berettigelse er ikke mindst at bruge erfaringerne fremtidsvendt. Johannes V. Jensen siger det præcist: Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod. Anders Nielsen og andelsmejerierne lancerede i 1905 eksport af et ensartet produkt, Lurpak – i dag klodens mest kendte og dyreste smør-brand. Jeg har set Lurpak i supermarkeder på New Zealand, der med en befolkning på 4,5 millioner har 10 gange så mange køer som Danmark, og jeg har set Lurpak i Sydafrika til næsten tre gange prisen på det lokale smør. Disse gode historier drukner i krisebekymringer og heraf afledte forslag om kortsigtede tisse-i-bukserne-løsninger.

Andelsselskabernes historie er en fantastisk fortælling – som alt for få i dag fortæller. Det giver Fuglede for nemt spil med sit udfald. Årsagen hertil kan bl.a. søges i L&F’s forgænger, Landbrugsraadet, der i 2003 opslugte hovedorganisationen Danske Andelsselskaber og to år senere indstillede udgivelsen af Andelsbladet, som Anders Nielsen begyndte at udgive i år 1900. Det sprudlede til gavn for landbrug og andelsselskaber, også da det blev lukket, og havde aldeles ikke overlevet sig selv.   

Tid til et andelsstævne

Tidligere blev der med års mellemrum afviklet nationale andelsstævner og fokuseret på selskabsformens udfordringer og muligheder. Alle brancher og medierne var med. Den debat tages i dag på topplan i de enkelte selskaber – og ofte for snævert.

På Vestermølle fortæller vi årligt 100 besøgsgrupper om andelsselskabernes betydning historisk og i dag samt om den globale fødevareforsyning. Vi lægger også gerne lokaler til et andelsstævne anno 2018 eller 2019.

Flemming, der er mange andre end dig, der kan have nytte af en opdatering. Til gengæld skal du naturligvis også have ordet, så du kan få dine tanker afprøvet i åben debat.

Det er nu engang ikke nok at sige med poeten Poul Sørensen: Jeg traf en uendelig klog mand på min vej, thi han mente nøjagtig det samme som jeg.

(Indlægget har også været bragt i forkortet form i Effektivt Landbrug. Skribenten har givet Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside tilladelse til at bringe teksten i fuld længde).

Scroll to Top