Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
Så kom kendelsen fra Vestre Landsret efter et samlet dansk landbrugs stævning mod staten for vandområdeplanerne.
Normalt er kendelser noget, der kan skrives på bagsiden af en konvolut – i dette tilfælde fik vi 104 sider. For de, som gerne vil have essensen, vil jeg anbefale, at man starter ved afsnittet: ”Landsrettens begrundelse og resultat” på side 99.
Miljøjura er til tider komplekst, og vandrammedirektivet minder ofte mest om ”kremlologi” (studiet af Sovjetunionens politik, der som bekendt var et fuldstændig lukket system).
Svært at komme gennem nåleøjet
Lad det være sagt med det samme: Kendelsen gav ikke adgang til at komme til EU-Domstolen i denne omgang. Det havde vi håbet, men vi ved også, at nåleøjet er meget småt. Det smager af, at Landsretten siger, at der ikke skal laves konsekvensvurderinger. Men det, Landsretten siger, er, at man ikke vil forelægge spørgsmålet til EU-Domstolen, hvilket også er dybt besynderligt.
Det fremgår af kendelsen: ”…den økonomiske analyse skal indeholde et skøn over omkostningseffektiviteten for foranstaltningen henholdsvis indsatsen.…”. Dette må forstås sådan, at der skal ske en økonomisk vurdering af 1) virkemiddelkataloget og 2) den konkrete indsats. Det er en vigtig sejr. Det er særligt nr. 2, der er interessant. Det betyder f.eks., at der skal ske en økonomisk analyse, inden vandløbsindsatserne gennemføres. Det må ligeledes betyde, at i det omfang, at der kommer tiltag (eksempelvis regler om brak, vådområder, N-reduktioner eller noget helt fjerde), skal der ske en konkret økonomisk vurdering af, om dette tiltag konkret er omkostningseffektivt.
Vandplanerne er ikke retligt prøvet
De første vandplaner beroede på konkrete afgørelser. Denne model sikrer en meget høj grad af retssikkerhed, fordi den enkelte afgørelse bl.a. kan påklages, skal oplyses efter forvaltningsretten, osv. Klageretten blev flittigt brugt, og hele systemet sandede til, og vandplanerne kom aldrig i gang. Det nuværende system er gået i den stik modsatte grøft. Man forsøger fra lovgivers side at få det til at se ud, som om udpegninger og indsatser er retligt bindende regler.
Det er bare heller ikke rigtig ført ud i livet – ministeriet gør dog ikke meget for at forklare denne vigtige detalje. Udpegninger og indsatser er så vidt ses ikke retligt bindende for borgerne. De er kun bindende for kommunerne. Det betyder, at inden kommunerne iværksætter en konkret indsats i et vandløb, skal de bl.a. foretage en økonomisk konsekvensvurdering. Falder den negativt ud – ja, så er betydningen, at udpegningen eller indsatsen skal ændres eller helt bortfalde.
Det betyder samtidig, at hver eneste gang der gennemføres et projekt eller nye regler, der f.eks. har til formål at reducere N-udledning til kystvandene, skal disse regler, tiltag, projekter eller hvad det end er, også økonomisk konsekvensvurderes.
Ja, faktisk er vandplanerne jo slet ikke retligt prøvet (hverken fagligt eller juridisk). De konkrete vandløbsindsatser er derfor en kærkommen mulighed for at anlægge retssag mod kommunen for de berørte lodsejere, hvor man må antage, at der skal ske fuld prøvelse.
Ikke et hensigtsmæssigt system
Det fører så til det sidste vigtige forhold. Hvis forudsætningerne ude i virkeligheden er ændret i forhold til det, som ministeriet forestillede sig, da man vedtog indsatserne, skal kommunen tage højde for dette. Det samme gælder, når ministeriet laver nye regler, projekter, m.v. Dermed kan myndighederne altså ikke undslå sig at oplyse sagen konkret, inden de gennemfører indsatsen. Sagt i øjenhøjde: Kommunerne kan ikke bare lægge ministeriets GIS-kort til grund, når de gennemfører en indsats. De er forpligtet til at undersøge, om virkeligheden følger trop!
Er systemet hensigtsmæssigt? Nej. Det er massivt og meget uoverskueligt. Det giver alenlange papirgange. Det giver ikke mere natur eller bedre miljø – endsige forudsigelighed eller fair rammevilkår for danske landmænd.
Og lad mig derfor komme tilbage til det, vi spurgte Landsretten om. Er det rimeligt, at man reelt har lavet sin ministerielle analyse, der siger, at der skal ske en reduktion på 6.600-19.000 tons N, hvor vi ved, at det eksempelvis kan betyde, at der braklægges cirka 1/3 af jorden (hvis det virkemiddel alene skulle bruges)? Vi kan ikke påklage det, vi høres, men intet ændres – er det en korrekt implementering af vandrammedirektivet? Nej!
I gang med indsatserne, inden der vurderes…
Vi ved jo godt, hvad der ligger i pipeline af udpegninger, indsatser og N-reduktionskrav. Er det ikke mest hensigtsmæssigt, at vi opstiller, hvad disse tanker monstro koster samfundet, staten, borgerne og danske landmænd, før end vi står lige foran at gennemføre indsatserne? Selvfølgelig er det det. Det modsatte synspunkt nærmer sig implementeringsfusk. Forklaringen er, at Danmark med den valgte implementering risikerer, at der aldrig laves en økonomisk konsekvensvurdering, fordi vi på det nærmeste er i gang med indsatserne, inden der er lavet en økonomisk konsekvensvurdering. Hvis gravemaskinen og sten til vandløbet er bestilt, er der jo ingen, der på det tidspunkt begynder at spørge, om nu alle er hørt, eller politikerne stadig er friske på at gennemføre en måske meget dyr indsats.
Hvordan skal man i øvrigt lave en meningsfuld økonomisk konsekvensvurdering af en lille bitte bekendtgørelse blandt et hav af bekendtgørelser, der eksempelvis skal begrænse 20 eller 50 tons N, hver især? Det giver heller ikke mening, fordi det afgørende er det samlede billede. Hvis man kørte en retssag på en enkelt bekendtgørelse, vil modsvaret vel være, at det kan vi sørme ikke tage stilling til. Det er jo kun en lille brik i et meget stort billede. Hvis vi så siger, jamen er det store billede sagligt og velfunderet, så vil svaret vel være, at det kan vi da ikke tage stilling til nu, hvor vi jo er i gang – det skulle du have spurgt om noget før!
Husk de EU-retlige principper
Det er min klare opfattelse, at det nuværende samlede system i forhold til udpegning og indsatser strider imod væsentlige EU-retlige principper, særligt effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet, der bl.a. indebærer, at man ikke må lave en så snørklet implementering, at man som EU-borger ikke kan håndhæve de rettigheder, der gælder efter EU-retten.
Jeg synes, at det er ærgerligt, at Landsretten overser, at det er nødvendigt at få stillet dette vigtige spørgsmål til EU-Domstolen. Dermed overser Landsretten også, at borgerne i dette land i den nuværende konstruktion ikke kan håndhæve rettigheder tillagt efter EU-retten, hvad angår vandrammedirektivet.
(Indlægget har også været bragt i landbrugspressen).
