Bæredygtigt Landbrug om tørkepakke: Hellere retfærdige rammevilkår

Udgivet 28. september 2018 - kommentarer:
Bæredygtigt Landbrug om tørkepakke: Hellere retfærdige rammevilkår

Landbrugsorganisation er skuffet over udspil fra politikere – der næppe hjælper den enkelte landmand nævneværdigt

Årets tørke burde ifølge Bæredygtigt Landbrug have været en øjenåbner for alle, der vil dansk landbrug det bedste. I stedet er en tørkepakke til knap 400 mio. kr. det, som erhvervet nu må tage til takke med.

Først beskatning efter indtjening

”Man burde have brugt den øjeblikkelige krise som løftestang til at ændre de rammevilkår, landbruget er underlagt, således at vi – inden et naturfænomen rammer næste gang – havde været i stand til at konsolidere os”, siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, som reaktion på tørkepakken vedtaget af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

”Det kræver imidlertid rammevilkår, hvor man først beskattes efter indtjening og ikke som nu, hvor der er lagt skat på landbrugets produktionsapparat, inden der er tjent en krone. Eksempelvis vil vi gerne af med den urimelige jordskat. Det, der her er lagt op til, batter ikke meget for den enkelte landmand”, lyder det.

Også positive elementer i pakken

Flemming Fuglede glæder sig dog over, at pakken indeholder fritagelse for visse produktions- og kontrolafgifter, og at regeringen nedsætter et ekspertudvalg med fokus på landbrugets økonomi med henblik på at få større stabilitet og robusthed i fremtiden.

”Men vi er i Bæredygtigt Landbrug skuffet over, at man ikke tager tyren ved hornene med det samme. Vi landmænd ønsker faktisk hverken støtte, tilskud eller hjælpepakker. Vi så allerhelst, at prisen på fødevarer i butikkerne udgjorde den reelle produktionspris med den nødvendige fortjeneste undervejs dertil. Det, vi har behov for, er ganske simpelt ordentlige konkurrencevilkår i forhold til udlandet”, forklarer Flemming Fuglede.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk