Forsker: Iltsvind i Filsø skyldes ikke landbruget

Mindre kvælstofudledning fra landbruget vil ikke have nogen effekt, lyder det i både JydskeVestkysten og TV Syd

spildevand

”Det er landbrugets skyld!”

Dén sætning lyder ofte, når der tales om dårligt vandmiljø i Danmark – og automat-reaktionerne stod da også i kø ved weekendens omtaler af det omfattende iltsvind i Filsø. I dagene derpå kommer der heldigvis flere nuancer ind i debatten.

Landmænd til politikere: Sæt jer ind i fakta!

Først stod landmænd frem i TV Syd og gjorde opmærksom på, at der faktisk ikke er ret meget landbrugsjord omkring Filsø…

”Det ville være rart, hvis dem, der er hurtige med årsag og løsning, sætter sig ind i fakta, før de udtaler sig”, sagde formanden for Sydvestjysk Landboforening, Niels Chr. Laursen, til den regionale tv-station – efter at både Danmarks Naturfredningsforening og flere politikere lørdag gav landbruget skylden for den massive fiskedød mellem Vejers og Henne.

Sammenhæng af uheldige ting

Nu er også dagbladet JydskeVestkysten med til at vende debatten på hovedet. ”Forsker: Fiskedød i Filsø skyldes et dræningsproblem – næppe landbruget” hedder det i en overskrift på en artikel, hvor Theis Kragh, lektor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet, udtaler sig. Han fortæller, at intet kan få ham til at konkludere, at fiskedøden i Filsø har noget som helst med landbruget at gøre.

”En diskussion om næringsstoffer er en helt anden diskussion, for det er ikke det, der har forårsaget iltsvindet i det her tilfælde. Næringsstoffer og udledning af næringsstoffer har ikke noget med den her diskussion at gøre”, siger Theis Kragh til JydskeVestkysten.

”Det er en sammenhæng af uheldige ting og en forsmag på fremtidens klima”, tilføjer forskeren.

Afstrømningen er minimeret i tørken

Bæredygtigt Landbrug har sommeren igennem fastholdt, at landbrugets udledninger – der i øvrigt er faldet drastisk de senere år – intet har med iltsvind at gøre, heller ikke i Filsø. Senest har BL’s faglige rådgiver, cand.agro. Poul Vejby-Sørensen, påpeget, at der umuligt kan være udledt større mængder kvælstof fra landbrugsarealer i august under de aktuelle nedbørsforhold.

”Denne sommers vandmiljøproblemer rundt om i vandløb og søer hænger uløseligt sammen med, at afstrømningen fra natur- og landbrugsarealer er minimeret på grund af tørke, mens udledningen af spildevand – herunder dårligt renset spildevand – fortsætter i samme takt som hidtil”, forklarer Poul Vejby-Sørensen.

Du kan læse mere om TV Syds historie HER.

Og HER kan du se artiklen fra JydskeVestkysten.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top