BL-direktør om S-jordreform: Udmærket – men husk at dyrke det resterende landbrug intensivt!

Hans Aarestrup medvirkede onsdag aften i TV2 Nyhederne i anledning af Socialdemokratiets nye klimaforslag

vandløb-høj-vandstand

Man bør ikke længere dyrke de tre procent lavest liggende landbrugsjorde i Danmark.

Sådan lyder det i et nyt klimaudspil fra Socialdemokratiet. Bæredygtigt Landbrug er ikke afvisende overfor idéen om at inddrage lavbundsarealerne i en såkaldt jordreform:

En stor mundfuld

”Vi tænker, at det er et udmærket forslag. Det, der bliver udfordringen, er det rent praktiske”, fortæller Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup til TV2.

”For det første er der rigtig mange penge i det. Tre procent af landbrugsjorden svarer til syv til ti milliarder kr., og det er fordelt på rigtig mange hænder. Jeg vil gætte på, at det er 5-10.000 landmænd, man skal have i tale for at få disse aftaler på plads. Så det er en stor mundfuld”, tilføjer direktøren.

Husk på al den CO2, der bindes

Hvad Hans Aarestrup også havde fortalt tv-holdet – men som desværre ikke fremgår af hverken tv-indslaget eller artiklen på TV2’s hjemmeside – er, at landbruget som sådan er en del af klimaløsningen, mere end erhvervet udgør et egentligt klimaproblem. Det handler bl.a. om at kreditere landbrugserhvervet for al den CO2, der bindes i jorden – og at det derfor ikke batter blot at tale om de tre procent af jorden:

”Der er et stort potentiale i at dyrke de resterende 97 procent landbrugsarealer mere intensivt”, forklarer Hans Aarestrup.

”Generelt glemmer mange, at landbrugets planter optager masser af CO2. En helt almindelig hvedemark optager eksempelvis 15 tons CO2 per hektar”, lyder det fra BL-direktøren.

Du kan se hele artiklen og indslaget fra TV2 via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top