Halmsituationen forværres af tossede regler

Udgivet 9. juli 2018 - kommentarer:
Halmsituationen forværres af tossede regler

Midt i tørketiden står vi med et stort bureaukratisk problem. Det skal løses - og det kan ikke gå hurtigt nok

Af Flemming Fuglede Jørgensen, Formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Sol og varme er godt for turisterhvervet i Danmark – men landbruget lider under den manglende nedbør. Det nærmer sig et nedbørsunderskud på 200 mm.

Det går ud over udbytterne på marken. Også hvad angår halm. Og det betyder, at halm bliver en mangelvare. Naturligvis skal vi alle hjælpe med til, at dyrene har foder. Derudover skal de mange halmkontrakter til varmeværker og biogasanlæg opfyldes. Så et år som i år er der rigelig brug for den halm, der er.

Men der er desværre et stort bureaukratisk problem, der spænder ben for at udnytte al halmen. Det skal løses.

Når en landmand sælger halm fra marken, bliver han ikke godskrevet de næringsstoffer, der fjernes. Modsat bliver han tilskrevet de næringsstoffer, han får i dyregødning, i restprodukter fra biogasanlæg - og værst af alt: Også af den aske, han får tilbage fra halmvarmeværker. Det betyder, at de let omsættelige næringsstoffer i halm ikke tæller i et gødningsregnskab, mens den aske man får tilbage – og som måske først frigives i løbet af 20 år – regnes med. Samtidig er halm, der bliver på marken god for jordstrukturen.

Det er alt i alt et uholdbart regnestykke, der kan få halmproducenter til at lade være med at stille halm til rådighed for de, der mangler halm et år som i år.

Reglerne bør straks laves om. Det kan gøres meget enkelt og vil være til glæde for dyr, biogas og varme.

(Indlægget har været bragt i en række andre medier).