Får landbruget nu også snart skylden for hedebølgen?

Det er fosfor-forurening forårsaget af dårligt renset kloakvand, der ødelægger nogle søer og vandløb, lyder det fra Flemming Fuglede i debatten om iltsvind

fuglede-i-mark

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Trudslevvej 58, Løkken

Jyllands-Posten var engang en seriøs avis, der talte landdistrikternes, provinsens og hele Danmarks sag. Jeg skal love for, at tiderne har ændret sig på den avis, jeg ellers har abonneret på i 40 år.

I avisen mandag den 23. juli har man gjort sit ypperste for at finde tre af landbrugets værste fjender – professor Stiig Markager, Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening samt kontorchef Harley Bundgaard Madsen fra Miljøstyrelsen – til én og samme artikel. Her postuleres det, at landbruget og minsandten også Landbrugspakken er den store skurk, når hedebølgen denne sommer forårsager iltsvind flere steder.

Det næste er vel, at landbruget også får skylden for hedebølgen?

Fosfor-forurening skaber iltsvind

Landbruget er uden skyld i iltsvind. Det er fosfor-forurening forårsaget af dårligt renset kloakvand, der ødelægger nogle søer og vandløb.

Fakta er – i modsætning til, hvad Stiig Markager fortæller af fake news i artiklen – at i det første år, hvor danske landmænd kunne gøde ekstra som følge af Landbrugspakken, faldt udledningen af kvælstof til kystområderne. Selv korrigeret for nedbør var der tale om et fald, viser den årlige Novana-rapport fra Aarhus Universitet.

Seriøsitet ønskes

Men nu forsøgte selvsamme Stiig Markager jo også i sin tid at bilde Folketingets miljø- og fødevareudvalg ind, at Landbrugspakken ville medføre merudledning af kvælstof. Det fik – på et forkert grundlag, kan vi nu se – et politisk flertal til at gå i kødet på og vælte den daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som blev beskyldt for at misinformere om konsekvenserne af Landbrugspakken.

Mon ikke Stiig Markager skylder Eva Kjer Hansen, dansk landbrug og hele befolkningen en undskyldning? Mon ikke han bør stoppe med at udbrede nu tydeligvis indbildske sandheder? Og mon ikke man kan forlange lidt større seriøsitet, en smule faktatjek samt journalistik, hvor alle parter bliver hørt, af JP?

(Indlægget blev ligeledes sendt til Morgenavisen Jyllands-Posten, der imidlertid har afvist at bringe det).

Scroll to Top