“Don’t join them – beat them”

Vi har lånt Jacob Lund-Larsens leder fra weekendens udgave af Effektivt Landbrug. Vi synes, at den udstiller det absurde i situationen med efterafgrøder ganske glimrende

Jakob Lund-Larsen

Umiddelbart vil man måske mene, at landmænd og skolelærere ikke har så meget til fælles, at det gør noget. Men har man den holdning, tager man muligvis fejl. For der er næppe to erhverv i kongeriget, som er mere politisk styret og reguleret end folkeskolen og danske landbrugsvirksomheder.

Rækken af ændringer, politisk indblanding, normer for dit og dat er meterlang på enhver skoleinspektørs hylder. Det samme gælder på godsinspektører og gårdejeres kontorer. At man kan kalde sig liberal og tilhænger af et sådant regime, er en direkte selvmodsigelse. Vores erhvervs nytiltrådte minister, Jakob Ellemann-Jensen (V), kalder i gårsdagens avis sit seneste ringbind til hylden af nonsens, obligatoriske efterafgrøder, et opmuntrende klask bagi. Det er en kæk melding. I landbruget opfattes det ikke som en hjælp, kan vi oplyse ministeren om. I landbruget ryster man på hovedet af den slags, der ene og alene opfattes som signalpolitik uden den mindste miljøeffekt af indbygget faglighed.

Det ved den aldeles velbegavede og snu politiker Jakob Ellemann-Jensen selvfølgelig godt. Og vi vil gerne take ministeren for, at han læser med i Effektivt Landbrug, hvor både vi og andre af landbrugets aktører har udtrykt stærk forundring over de obligatoriske og himmelråbende bureaukratiske efterafgrødekrav. De kunne sagtens udskydes, hr. minister.

Nu kan det selvfølgelig være, at ikke en ærlig sjæl med selv de vådeste efterafgrøde-drømme kan få skidtet i jorden senere på året. Vi står nemlig midt i noget, der dag for dag i stigende omfang ligner en tørkekatastrofe. Selv søerne i København svinder synligt ind. Og stanken fra storbyens vandmiljø breder sig. Det kan man jo så tænke lidt over på stenbroen.

Samtidig vil vi gerne komme med en bonusoplysning til ministeren. Ikke siden det herrens år 2014 har vi haft et såkaldt normalt år i Danmark. Både i 2015, 2016 og 2017 er der givet udsættelse på såfristen til efterafgrøder indtil 20. august. Måske står vi igen i år i den situation at efterafgrøder bare overhovedet ikke passer ind i den virkelighed, man agerer efter på landbrugsbedrifterne. Måske er det til den tid fortsat så tørt, at ikke en enester efterafgrøde kan spire. Og hvad så?

Træk nu for pokker i de liberale overalls, Jakob Ellemann-Jensen. Og lad Danmarks landmænd, i udlandet betragtet som nogle af verdens allerskarpeste fagfolk udi fødevareproduktion, udøve deres faglighed. Bland dig udenom. Og lad fagligheden råde i mark og stald. Pak datotyranniet og al den nidkære detailregulering hen, hvor peberet gror, og stop med at lefle for alle de ikke-faglige kræfter, der aldrig kan få presset nok ud af et landbrugserhverv, som de rent faktisk ikke har så meget faglig indsigt i, at de burde kunne stille krav.

Vi har med gru konstateret, at Enhedslistens tidligere toppolitiker og nuværende præsident i Danmarks Naturfredningsforening er begyndt at storrose ministeren til skyerne. Tænder det mon slet ikke en rød advarselslampe et sted i ministerens liberale hjerte? Kære Ellemann-Jensen. Lyt til dit fædrene ophav, og omskriv hans berømte EU og EM 1992-citat til: “Don’t join them – beat them”. God sommer – god kamp!

Scroll to Top