Radikal sort bragesnak

En ægte grøn politik er ikke det, den radikale leder Morten Østergaard foreslår, påpeger Flemming Fuglede Jørgensen

formand

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Den radikale Morten Østergaard er mester i sort snak – det viste han igen i Nordjyske dagen før Grundlovsdag, da han i samme korte læserbrev fremsatte grønne tanker, der indbyrdes modarbejder hinanden.

Landbruget gør Danmark grønnere. En velgødet afgrøde i trivsel optager meget mere CO2, end både tilsvarende natur eller en tilsvarende økologisk dyrket mark gør. Samtidig udleder det velgødede areal færre næringsstoffer end en tilsvarende økologisk dyrket mark. Når Morten Østergaard vil tage areal fra det bæredygtige intensiverede landbrug, gør han det således på bekostning af både CO2-regnskab og miljø.

Uanstændigt at fjerne landbrugsjord

Samtidig er det uanstændigt overfor verdens natur at tage god dansk jord ud af produktion. Det betyder, at der skal fældes ca. dobbelt så stort et areal af regnskoven for at producere den samme mængde fødevarer andre steder.

Det er ikke vejen frem – heller ikke for en radikal.

Danmark skal værne om den natur, vi har, og som vi har haft i rigtig mange år. Vi skal samtidig passe meget på det landbrugsareal, der producerer vore fødevarer. Landbrugsarealet falder hvert år med ca. 10.000 ha, det bliver til motorveje, byudvikling osv. Det er rigeligt, at den landbrugsjord skal erstattes andre steder i verden.

Dansk natur er ikke under pres

Den natur, vi har, bliver ikke passet, med det resultat, at den gror til og bliver enten en pil- eller sivørken, som ingen færdes i, og der opstår en grøn monokultur uden naturværdi eller værdi for bier og insekter – og ikke ret meget bliver benyttet af mennesker. Dansk natur er ikke under pres. Der sker en ændring – som det altid har været tilfældet: Vi mister nogle dyrearter, men får nogle andre.

Mest natur får vi med det bæredygtige intensiverede landbrug og med pasning af de store og gode naturarealer, vi har – se, det vil være en ægte grøn politik.

(Indlægget har også været bragt i avisen Nordjyske).

Scroll to Top