Jørgen Solmer sidder med et glas vand i det køkken, der har været kernen i hans hjem gennem 20 år.
Solen skinner varmt ind af vinduerne på gården ved Kabdrup nord for Haderslev. På væggen hænger en række billeder af hans to børn. Nydeligt sat op i fine rækker. På overfladen ser alt pænt og rigtigt ud.
Men for 10 år siden gik det galt for Jørgen Solmer. Presset blev for meget, og han gik ned med stress. Den 45-årige sønderjyde havde været i landbruget hele livet. Det er han ikke længere. Han bor stadig på gården, sammen med sin kone, Ina, der er sekretær hos en bandagist. Men jorden er bortforpagtet, og stalden er lejet ud.
Kommer aldrig til at arbejde fuld tid igen
Selvom der er gået 10 år, siden han fik stress, er han aldrig kommet tilbage, så han kan arbejde på fuld tid. Han har ikke den samme styrke, som han havde før. Han har en god tilværelse i dag, men hans stress betød, at han i en lang periode meldte sig delvist ud af livet.
”Der gik 1½ år, hvor jeg ikke lavede andet end at køre børnene i børnehave”, siger Jørgen Solmer.
Først derefter kom han i arbejde hos en entreprenør. Det var på deltid – 12-16 timer om ugen, senere lidt flere timer. Det var det, han kunne klare. Før arbejdede han som de fleste landmænd i rigtig mange timer.
”Jeg ville rigtig gerne kunne arbejde fuld tid, men det tror jeg ikke, at jeg nogensinde kommer til. Jeg kan se, når jeg er nede og hjælpe min bror med høsten, så har det været rigtig mange timer. Så skal jeg passe på mig selv igen. Jeg skal vide, hvornår det stopper igen”, forklarer den 45-årige sønderjyde.
Det er vigtigt for ham at have afgrænsede opgaver, han kan overskue. Hvis han skal arbejde mere end 20 timer i en periode, er han nødt til at vide, at han bagefter kan holde en pause. Han sammenligner det med at køre bil.
”Jeg ved godt, at jeg kan køre 100 km/t, men kører jeg over 60 km/t, så skal jeg til at passe på. Kører jeg 100 km/t, så skal jeg have en periode, hvor jeg skal ind på parkeringspladsen og holde”, siger han.
En ond kombination
Da det gik galt, var det en kombination af flere ting. Økonomisk set gik det ok for ham, men det var hårdt arbejde. Han drev 180 hektar og leverede 10.000 slagtesvin om året. Det var de to mand til at klare. Det gik fint til hverdag, men når der var spidsbelastning og ved ferier kunne det ikke fungere. Og frygten for at lave fejl eller blive udsat for en kontrol hang over ham som en skygge.
”Den påpasselighed, man hele tiden skal udøve for at være sikker på ikke at gøre noget forkert – den ligger og lurer hele tiden”, siger Jørgen Solmer.
Jørgen Solmer blev engang politianmeldt. Grisene var blevet hentet af vognmanden. Hverken vognmanden eller Jørgen Solmer lagde mærke til noget. To af grisene stod lidt på tåspidserne, og det blev opdaget inde ved dyrlægen. Solmer mener ikke, at han havde gjort noget forkert, men valgte at betale bøden, fordi det ikke var til at overskue kampen mod systemet, når han i forvejen var hårdt presset arbejdsmæssigt.
”Jeg ville ikke have fundet mig i det i dag. Det er dyr, og alt kan ske. Det var to ud af 10.000 grise. Det burde ikke politianmeldes. Vi gør jo alt for at passe på vores dyr”, siger han.
Men et nidkært system giver ikke meget plads til vurderinger. Selvom han kun en enkelt gang oplevede at få kontrolbesøg, fyldte frygten for at lave fejl mere og mere i dagligdagen.
”Jeg turde ikke selv lave ansøgningen til hektarstøtten længere. Vi sad jo og dobbelttjekkede, men det endte med, at jeg fik en til at lave det og købte en forsikring i tilfælde af, at han skulle lave fejl”, fortæller Jørgen Solmer.
Ens hjem er også på spil
For en fejl i ansøgningen betyder et træk i støtten. Reglerne var blevet strammet, så det skulle være mere nøjagtigt. Den eksterne hjælp betød ekstra udgifter, men Jørgen Solmer ønskede ikke at tage lån i friværdien i gården. Det kunne have givet penge til at hjælpe i hverdagen, men han mener, at det havde været en dårlig løsning.
”Du pantsætter din frihed. Når vi stadig bor på gården, er det fordi, vi ikke tog lån i friværdien”, forklarer han og fortsætter:
”Det er også ens hjem, der står på spil. Derfor holder man også ud længe. Når en virksomhed går konkurs, betyder det ikke altid, at ejeren skal flytte bopæl, sådan som det gør i landbruget. Det her rammer også din familie”.
Tilsvininger gør ondt
Det var et vanskeligt farvel til landbruget. Han snakkede meget med sin kone om det, og det var hende, der fik sat det afgørende skub i beslutningen.
”Det var en rigtig svær beslutning, fordi jeg havde trukket den længe. Landbruget er den identitet, som jeg spejler mig selv i”, forklarer Jørgen Solmer.
Men han mener, at det var den eneste rigtige beslutning. Det var for hårdt at blive ved. For uanset hvor godt man gør det, så er der aldrig ros til landmanden.
”Man bliver kaldt en skidt karl hele tiden. De ting, vi bliver angrebet for i medierne, tager gnisten. Alt, hvad vi gør, er skidt. Men i virkeligheden er det jo ikke sådan. Man spørger, hvorfor alt det her?”, spørger han.
For ham betød de konstante tilsvininger fra mennesker, der næsten intet vidste om landbrug, meget.
”Det er en belastning psykisk set ikke at blive anerkendt for, at man laver et godt stykke arbejde. Det tror jeg, at rigtig mange landmænd kan skrive under på. Man bliver miskrediteret, fordi nogen har en politisk dagsorden”, siger han.
I dag arbejder Jørgen Solmer på deltid som pedel på et misbrugscenter. Han er glad for sit arbejde, men tænker ofte tilbage til tiden, før gassen gik af ballonen.
”Jeg savner at have noget at brænde for. Jeg var glad for at være landmand, men var ked af vilkårene”.
Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)
