Efter retssagen: Ministeriet har placeret sig i en umulig situation

Udgivet 8. juni 2018 - kommentarer:
Efter retssagen: Ministeriet har placeret sig i en umulig situation

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist fortæller om sine oplevelser efter to dage i Vestre Landsret. Vandplanerne truer ikke bare landbruget men hele samfundet, fastholder Nikolaj Schulz

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Den 29. og 30. maj var som resten af maj 2018 gloende hede dage.

Bæredygtigt Landbrugs ekspedition ankom tidligt på førstedagen til vandområdeplanssagen i Vestre Landsret, og vi fik sat os til rette i retslokalet. Lokalerne var kølet ned, men temperaturen skulle nu nok komme op, når først advokaterne kom i omdrejninger…

Halvandet år med diskussion om retlig interesse...

På de to dage skulle vi først og fremmest afklare, om BL har retlig interesse. Det virker ret grotesk, at vi hver eneste gang skal afklare, om vi har retlig interesse. Vi har dog den indbyggede sikring, at sagen udover BL også føres på vegne af alle vores aktive medlemmer (mandatar-søgsmål). Kammeradvokaten endte dog også med at anerkende, at medlemmerne havde retlig interesse. Der var nogle tekniske indvendinger af forskellig karat – dem skal jeg ikke komme ind på. Set fra min stol virker det mærkværdigt, at der skal gå 1 ½ år med diskussion om retlig interesse.

Hvem vil indrømme ikke at have forstået EU-retten?

Det næste og sidste spørgsmål var, om Vestre Landsret vil anerkende, at vi skal til EU-Domstolen for at få svar på en række spørgsmål. Hvad er det så, EU-Domstolen kan hjælpe med? EU-Domstolen får i en sag som denne forelagt nogle spørgsmål om forståelsen og fortolkningen af EU-retten, i dette tilfælde vandrammedirektivet.

Kammeradvokaten sagde klart nej. Det er selvfølgelig ikke overraskende, fordi et ja må forstås som en trekvart tilståelse af, at ministeriet ikke har forstået EU-retten og vandrammedirektivet. Det skal for god ordens skyld siges, at det er dommerne og ikke parterne, der endeligt formulerer spørgsmål til EU-Domstolen. Hvis Vestre Landsret i sin kendelse agter at spørge EU-Domstolen, skal dette afklares, før end sagen for alvor kan tage fart igen. Vi får kendelsen 22. august 2018.

De nødvendige konsekvensvurderinger

Det helt centrale spørgsmål til EU-Domstolen er, om der skal ske en økonomisk konsekvensvurdering af vandplanernes indvirkning på erhvervslivet, herunder landbruget, før end vandplanerne udstedes? Kammeradvokaten mente, at det var tilstrækkeligt, at virkemiddelkataloget var blevet konsekvensvurderet. Set i øjenhøjde er kammeradvokatens synspunkt, at statens omkostninger for at smide store sten i vandløbet skal vurderes, men indvirkningerne på alt andet (dræning, spildevandsafledning, fiskeri, badning, sejlads og meget mere) IKKE skal vurderes.

Argumentet synes i sin helt egen kategori, og ud over at synspunktet kan tilbagevises juridisk, så har dræn og vandløb jo en positiv symbiose ude i virkeligheden, som velvalgt overses. Uden dræn vil en stor del af de danske vandløb være vandlidende og måske slet ikke kunne opfylde betingelsen om at være et vandløb. Dvs. at før alle de forfinede begreber om kemi og fysisk tilstand i vandløbene gælder der jo en helt grundlæggende og logisk betingelse om, at vandløb skal være vandførende. Intet dræn, intet vandløb – ingen arme, ingen kager!

Helt afgørende element

Tilbage til juraen: Den erhvervsøkonomiske konsekvensvurdering er ikke bare en formalitet. Den økonomiske konsekvensvurdering er afgørende for at vurdere, om et miljømål er sat for højt eller for lavt. Her snakker vi proportionalitet. Altså, hvis konsekvenserne for at nå miljømålet stopper omdrift i et opland, eller huse skal flyttes pga. stigende vandstand eller nogle helt tredje eller fjerde, så vil den pligtige proportionalitetsvurdering resultere i, at miljømålet skal sænkes. Når der nu ikke er lavet en økonomisk konsekvensvurdering, kan man jo heller ikke vurdere proportionaliteten. Det er selvfølgelig smart, men også lidt for smart. Det har aldrig været hensigten med vandrammedirektivet, at folk, fæ og landmænd skal gå fra hus og hjem for at opnå en bestemt tilstand i miljøets hellige navn. Det korrekte svar er derfor, at der skal laves en erhvervsmæssig økonomisk konsekvensvurdering, så der kan foretages en proportional afvejning mellem miljømål, indsats, mennesker og økonomi.

Miljø- og Fødevareministeriet har efter min opfattelse placeret sig i en fuldstændig umulig situation. Det virker som om, at man i implementeringen af vandplanerne har haft den sædvanlige selvforståelse, at det her går ud på at lægge lidt grøn fernis ud over Danmarkskortet. Herefter kører den sædvanlige miljø-mølle, dvs. digitale kort, modelberegninger, sniksnak i forskellige fora – og i sidste ende en plan, der støver lidt til, fordi inden man når til implementeringen, er den delvist glemt, og ministeriet er videre med det næste grønne tiltag…

En trussel for os alle

Problemet er bare, at netop denne plan – vandplanen – truer centrale retsgoder og samfundsværdier, som vi normalt tager som en selvfølge – og bør tage som en selvfølge. Vandplanerne truer ikke bare landbruget, men hele samfundet, fordi tilfældig hævet grundvandsstand og dårlig afvanding er med til at true det samfund, som vi kender.

Når det er sagt, er truslen mod landbruget i en helt særskilt truet kategori, fordi vandplanerne enten via oversvømmelse umuliggør dyrkning eller via reducerede N-normer eller massiv braklægning vil medføre sultedøden først for markens planter og dernæst for landbrugsfamilien!

Derfor er det for det første virkelighedsfjernt, når Kammeradvokaten under domsforhandlingerne i Vestre Landsret påstår, at det ifølge direktivet ikke er pligtigt at foretage erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger af vandplanerne. For det andet er det ude på det juridiske overdrev, fordi det fremgår af vandrammedirektivet, at man skal tage hensyn til mennesker og økonomi, FØR man fastlægger miljømål og indsats.

Jeg håber og tror, at man i Miljø- og Fødevareministeriet er blevet nervøs for sin egne ambitioner og grønne drømme. Ministeriet bør frygte det gamle mundheld om, at man skal passe på, hvad man går og drømmer om. Man risikerer nemlig, at det går i opfyldelse!

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).