Vermund blæser til kamp mod regeltyranni

Landmændene skal bruge deres tid til at dyrke deres jord og ikke på at udfylde skemaer til DJØF’ere på Christiansborg, hvis det står til Pernille Vermund fra Nye Borgerlige

vermund-1

Foråret var kommet til Christiansfeld syd for Kolding, da Pernille Vermund var på besøg på Dalhavegård hos Jens Iversen.

Så det var solbeskinnede marker, som bestyrelsesmedlemmet fra Bæredygtigt Landbrug kunne vise partiformanden, da hun forleden brugte den sene eftermiddag og aftenen hos den lokale tolvmandsforening.

”Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi som danskere også fremover kan købe danske fødevarer, og det kan vi selvfølgelig kun, hvis dansk landbrug er konkurrencedygtigt”, fortalte Pernille Vermund.

Da snakken gik blandt tolvmandsforeningens medlemmer, lyttede hun interesseret til samtalen. Jens Iversen nævnte forsiden på COOP’s medlemsblad, hvor en person spiser med gasmaske og beskyttelsesdragt. Her lød der et suk fra Pernille Vermund, og hun rullede let med øjnene.

Hun er generelt meget positiv overfor den måde, vi producerer fødevarer i Danmark – også miljømæssigt. Hun fortalte, at hun gerne vil have de afgifter, som landbruget betaler, ned. Samtidig vil hun reducere regeltyranniet, som mange landmænd oplever.

”Det handler om at sikre, at landmændene kan bruge deres tid på at dyrke deres jord eller passe deres dyr, fremfor at udfylde skemaer til DJØF’erne på Christiansborg”, siger Pernille Vermund.

Partiformanden kommer fra Helsingør, men stiller op i Sydjylland ved det kommende folketingsvalg. Hun er uddannet som arkitekt og har været selvstændig i 12 år.

Det var en positiv Jens Iversen, som gjorde regnskabet op efter aftenen.

”Jeg synes, at hun virkede oprigtigt interesseret i de udfordringer, landbruget står overfor med afgifter og de vandområdeplaner, der truer os med, at vi skal braklægge en tredjedel af jorden”, siger Jens Iversen.

”Der var en god, rolig stemning, hvor vi snakkede om tingene ganske uformelt. Det er altid godt, når der er nogen, som vil lytte til os og diskutere de udfordringer, vi har i landbruget”, fortæller Jens Iversen.

Han synes, at Pernille Vermund havde en god forståelse for, at landbruget har en stor betydning for beskæftigelsen og hele den måde, samfundet fungerer på. Han fremhæver samtalen om, at slagtesvineproducenter lukker, og arbejdspladser flyttes til udlandet, hvilket har en stor beskæftigelsesmæssig betydning.

Bestyrelsesmedlemmet fra Bæredygtigt Landbrug er glad for besøget, men påpeger, at det ikke kun er Nye Borgerlige, der er velkomne.

”Vi er åbne for at snakke med alle partier”, siger Jens Iversen.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top