Lidt for alternativ løsning

Hvorfor skal de nuværende landmænd straffes for, at det i sin tid var tilladt at bruge de pesticider, som i dag kan findes i drikkevandet? Det kan blive skruen uden ende...

vand-fra-flaske1000x400

Af Morten Ipsen, redaktionschef, Effektivt Landbrug

Lad forureneren betale.

Et sympatisk princip, som ingen vel kan have noget imod? Jo, faktisk.

Størst mulig sundhedsmæssig sikkerhed

Der er nemlig en lang række problemer ved det forslag til folketingsbeslutning, som Alternativet netop har fremlagt. Forslaget handler om at etablere et forureneren betaler-princip for drikkevandsressourcer, der forringes eller ødelægges af pesticider. Alternativet foreslår en kollektiv brancheordning, der i sådanne tilfælde skal dække udgifterne til nye eller ændrede vandboringer til drikkevand. Alternativet henter inspiration fra Oliebranchens Miljøpulje, hvor tankstationerne selv indbetalte et beløb pr. liter benzin til dækning af udgifterne til oprensning af forurenede tankstationer.

Lad os slå fast med det samme, at vi fortsat ønsker, at vi i Danmark skal kunne udvinde drikkevandet direkte fra grundvandet og levere det til forbrugerne urenset. Det sikres via et godkendelses- og overvågningssystem, som med tiden er blevet skærpet, efterhånden som man er blevet klogere. Systemet er unikt, fordi det giver mulighed for at producere gode, billige produkter til forbrugerne under størst mulig sundhedsmæssig sikkerhed.

Vandet er stadig helt ufarligt at drikke

Nu vil Alternativet så have, at forureningsomkostninger – hvor grænseværdien for forureningen i parentes bemærket er politisk bestemt og ekstremt lav i forhold til, hvad der er skadeligt – skal betales af det konventionelle landbrug og eventuelt også af importører og producenter. Men hvorfor skal de nuværende landmænd straffes for, at det i sin tid var tilladt at bruge de pesticider, som i dag kan findes i drikkevandet? Det kan blive skruen uden ende.

Bemærk også, at hvis man leder efter det, kan selv de allermindste rester af pesticider i dag findes. Men derfor kan vandet stadig være særdeles udmærket og helt ufarligt at drikke.

Skal prisen lægges oveni produkterne?

Dertil kommer, at dansk landbrug – i modsætning til de danske tankstationer, som skulle betale til en miljøpulje – er i en konkurrencesituation, hvor det er skadeligt for markedsandelene herhjemme og på eksportmarkederne, hvis landbruget pålægges en kollektiv betaling, som kun kan opvejes ved at lægge et beløb oven i produkternes pris. Alt imens de danske landmænds konkurrenter går fri. Konsekvens: Udsultning af det danske landbrug.

Det er for øvrigt slet ikke sikkert, at importørerne og producenterne er interesserede i at sælge pesticider til danske landmænd, hvis det er forbundet med en ekstra omkostning i forhold til at sælge til andre landes landmænd. I værste fald kan konsekvensen blive, at dansk landbrug bliver sendt i dørken, fordi landmændene kommer til at mangle nødvendige sprøjtemidler eller ikke kan bruge dem, fordi de er blevet endnu dyrere, end de i forvejen er.

Overvågningssystemet er unikt, fordi det giver mulighed for at producere gode, billige produkter til forbrugerne under størst mulig sundhedsmæssig sikkerhed.

(Indlægget har også været bragt som leder i avisen Effektivt Landbrug).

Scroll to Top