Vandrådsmedlemmer på umulig opgave

Landets vandråd har i høj grad oplevet arbejdet som en gordisk knude, der ikke kan bindes op. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet

img_0372

Bæredygtigt Landbrug har længe sagt, at arbejdet i vandrådene er ubrugeligt.

Det bakkes nu op af en ny undersøgelse fra Morten Graversgaard, ph.d.-studerende på Institut for Agroøkologi – Jordbrugssystemer og Bæredygtighed på Aarhus Universitet.

Han har lavet en undersøgelse om forløbet i 2017, der skulle kvalificere, hvilke vandløb der kunne tages ud af vandområdeplanerne.

Det skriver Landbrugsavisen

Flest fandt opgaven uløselig

Et flertal på 60 procent har svaret, at det ikke har været muligt at løse vandrådenes opgave tilfredsstillende.

Ifølge svarene i undersøgelsen er vandråd egentlig en god idé, men det er vanskeligt for medlemmerne at se, hvilken rolle de har haft i vandrådsarbejdet.

”Man har givet deltagerne en falsk forhåbning om, at de deltog i et demokratisk arbejde. Men desværre viste det sig, at strukturen og indholdet var planlagt på forhånd,” siger Stig Sandholt Andersen, der er faglig konsulent i Bæredygtigt Landbrug.

21 procent mener, at kommunerne ikke har håndteret opgaven godt nok. 41 procent har sagt, at enkeltmedlemmers holdninger og udtalelser har gjort det vanskeligt. 38 procent mener, at opgaven var for vanskelig i forhold til den eksisterende viden.

Samtidig fremgik det af undersøgelsen, at to ud af tre oplevede, at statens rammer for opgaven gjorde, at den var umulig at løse.

Forkert udført

Resultaterne kommer ikke som en overraskelse for Stig Sandholt Andersen, der forklarer, at fremgangsmetoden har været helt forkert.

”Selve gangen i arbejdet har været tilrettelagt således, at man tog kriterierne for, om der var slyngning, fald og fysisk indeks, først – i stedet for at se på, om vandløbene var naturlige, kunstige eller stærkt modificerede, som det helt klart og tydeligt står beskrevet i vejledningen. Hvis vi havde gjort det, havde vi ikke haft de problemer, vi står med i dag. For så ville de fleste vandløb være blevet taget ud, fordi langt den overvejende del af de danske vandløb har til formål at dræne og sikre, at vandet kommer væk,” siger han.

Der har været i alt 23 vandråd landet over, og de bestod af landmænd, fiskere, jægere, ornitologer, friluftsfolk og andre med interesse for de danske vandløb. I alt 44 repræsentanter for Bæredygtigt Landbrug har deltaget i vandrådsarbejdet.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top