Myndigheder underminerer landbrugets rettigheder

Landmandens ejendomsret samt den almene retsbevidsthed er i skudlinjen med nyt forslag, skriver BL's formand

flemming-fuglede-joergensen-1

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

De forslag til love og bekendtgørelser, som Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug får i høring, bliver mere og mere tekniske og verdensfjerne.

I sidste uge gjaldt det fuglebeskyttelsesdirektivet. Alle er vel interesseret i at genskabe og forbedre forholdene for alle vilde fugle. Specielt efter at en omdiskuteret fugletælling meget belejligt op til høringsfristens afslutning havde proklameret en stor nedgang i antallet af sangfugle. Men forslaget har vidtrækkende og problematiske konsekvenser uden beviseligt at hjælpe fuglebestanden.

Ingen sammenhæng

Forslaget betyder, at alle såkaldt § 3-arealer uden nogen fugle-faglig begrundelse inddrages som fuglebeskyttelsesområde. Der er bare slet ikke sammenhæng mellem § 3 og fuglebeskyttelsesområder. Arealer kan vokse sig ind og ud af § 3 – det kan fuglebeskyttelsesområder ikke. De er udpeget og geografisk entydigt fastlagt.

§ 3 er blot en beskyttelse mod en fysisk tilstandsændring, og man må fortsætte den hidtidige drift. Når der udpeges fuglebeskyttelsesområder, skal der indgå ornitologiske og videnskabelige kriterier. § 3-arealer udpeges ud fra, hvilken naturtype de nu engang er (eng, hede, mose, m.v.). Slutteligt er de beskyttede områder udlagt efter EU-direktiver, mens § 3-arealer udelukkende er en dansk opfindelse.

Landbrugsdriften i fare

Derved får man pludselig lagt alle § 3-arealer ind under EU-regler – og så er der mulighed for at trække landmanden i hans EU-honorar – uden landmanden nogensinde har haft mulighed for at vide, hvor der er udpeget § 3 på hans arealer. Og uden der behøver at være skyggen af en fugl på arealet. Det berøver landmanden hans mulighed for at fortsætte sin landbrugsdrift som hidtil.

Forslaget er en underminering af landmandens handlemuligheder, hans ejendomsret og er krænkende for den almene retsbevidsthed. Dét forslag skal stoppes.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Scroll to Top