Af Knud Jeppesen, moderne landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Jelling
Tak til Mickey Gjerris for svar og deltagelse i debatten (Politiken den 4.2.) om, hvordan vi behandler vore husdyr.
For det første er jeg ligeglad med, hvad du drikker, og hvor du bor. Det har nok ingen indflydelse på din viden om grise.
Det er jo fint, at forskere har fundet ud af, at der er små nervetråde i grisens hale. Men det kan grisen jo ikke bruge til noget, for der er ikke så ”meget liv” i det yderste af halen, at den mærker, hvis de andre grise bider i den.
Gode forslag fra nær og fjern
Hvorfor bider grisen så i de andres haler? Det gør de heller ikke generelt, men grise er af natur nysgerrige og legesyge under opvæksten.
Tit når de ligger og småsover i flok, ser man, at de ”nulrer” de andres haler. Det ser hyggeligt ud, men hvis den kunne mærke det, ville den jo nok flytte sig, når de andre tygger så meget i halen, at der kommer blod ud. Kommer der blod ud, er der noget, der smager af noget, og så er der ”fest” omkring den stakkels gris, der har fået tygget hul i halen. Er der først hul på halen, er der meget store chancer for, at der kommer bakterier ind i såret, og de fører til, at grisen får indvendige bylder i rygsøjlen og derved store smerter og evt. lammelser. Grisen flyttes selvfølgelig i enerum og behandles med antibiotika og smertelindres. Men det kan være meget svært at helbrede, og mange må aflives.
Så kommer alle de gode forslag fra både dem, der ved noget om grise, og dem der ikke ved noget. Ja, vi prøver mange tiltag med ”legetøj”, som træklodser, halm, reb, haleattrapper, mere plads. Det hjælper også med til, at de fleste grise synes, at det er sjovt i en tid, men for nogle er det altså bedst at lege med den ægte hale. Vi kender det fra børn, hvis først de har fået en vane med at sutte på tommelfingeren eller bide negle, kan det være umådeligt svært at få dem væk fra den dårlige vane.
De “kloge” har ikke altid ret
Forskere har selv undersøgt slagte-resultater på slagterierne. De viser, at de grise, der kommer fra produktioner (friland, øko m.m.), hvor man politisk har bestemt, at de skal have lange haler – ja, de har op til fire gange så mange bemærkninger for halebid. Og de grise har jo netop haft alle de forhold med plads, halm og udeliv, som mange mener skulle løse alle problemerne med uønsket halebid. Hvis alle de ”kloge” tiltag var virkningsfulde, burde halebid jo være nær nul i den frie produktion, og da meget mindre end i de traditionelle stalde.
Der er ingen tvivl om, at alle landmænd gerne vil være fri for at kupere haler. Det er arbejdskrævende og selvfølgelig et indgreb på grisen. Og ja, den føler smerte, lige når vi klipper, lige såvel som vi gør, hvis vi bliver vaccineret el. lignende. Men det er kortvarigt, og vi og grisen er hurtigt tilbage til normal tilværelse igen. Håber, det giver et indtryk af virkeligheden uden den lyserøde farve – den kan vi ikke bruge til noget.
Lad os lytte og lære af hinanden
Din kamp for forsøgsdyr må du føre et andet sted, det har ikke noget med debatten om halekupering af grise at gøre.
Men din bemærkning om, at vi som forbrugere og producenter sammen må finde en balance på, hvordan tingene skal foregå, er meget positiv. Også at du har syn for, at der er en økonomisk vinkel på tingene. Det er for let som forbruger at kræve og forlange dit og dat, for ”vi bestemmer”, uden at man tager stilling til, hvad man vil betale for sine krav.
Så lad os lytte og lære af hinanden og derved komme tættere på noget, vi kan være fælles om til gavn for både dyr og mennesker.
(Indlægget er også sendt til dagbladet Politiken – der imidlertid har afvist at bringe det. Du kan læse Knud Jeppesens forrige indlæg om halekupering HER).
