Bæredygtigt Landbrug i blodet

For landmanden Poul Uhrenholt er Bæredygtigt Landbrug en del af hverdagen – nærmest en livsstil

uhrenholt-2

”Jeg har tre-fire af dem”, siger Poul Uhrenholt og kigger ned på sin polo-shirt med et smil.

”Bæredygtigt Landbrug”-logoet sidder ved hjertet på den mørkeblå bluse, og det sidder der altid, når han er på arbejde på gården ved Tarm i det vestlige Jylland. Poul Uhrenholt er et kernemedlem i Bæredygtigt Landbrug, og han er stolt af sit medlemskab. Også hans kone Birgit og deres tre sønner er medlemmer af Bæredygtigt Landbrug.

De grå viser, at han er blevet 70 år, men engagementet er der stadig. Selvom han humper lidt i disse dage efter en hofteoperation, så kommer vi forbi værkstedet, hvor der hænger et stort Bæredygtigt Landbrugs logo. Inde bagved står et par vogne. Bagpå dem hænger også et banner fra Bæredygtigt Landbrug.

 ”Jeg agerer ikke kun ud fra mit eget landbrug, men for landbruget som hele”, svarer han, da han bliver spurgt om, hvad der betyder noget for hans landbrug.

Det mener han også, at Bæredygtigt Landbrug gør, og at de taler et klart sprog.

”De tør sige tingene, som de er. Hvis de føler, at noget ikke holder, så tør de gå i retten. Det kan jeg godt lide. Der skal kæmpes for vores ret”, siger han roligt.

For ham er det det rigtige sted at være medlem.

”Landbrug & Fødevarer kom ind på en skæv linje, da de kom i lommerne på politikerne i forbindelse med Grøn Vækst”, mener han.

Han meldte sig ind i Bæredygtigt Landbrug meget hurtigt, da han hørte om organisationen. Og der gik heller ikke længe, før han meldte sig ud af Landbrug & Fødevarer.

”Jeg synes, at der må være lidt konsekvens i holdningerne” siger han og peger på den store forskel i de to organisationers tilgang til kampen for rimelige forhold for landbruget.

”Det er fødevareindustrien, der har fat i den lange ende i Landbrug & Fødevarer. De er låst fast i virksomhederne”, siger han.

I sin tid var han skuffet over Landbrug & Fødevarers holdning til Grøn Vækst-planen.

”Oprettelsen af Bæredygtigt Landbrug var en nødvendig reaktion på Grøn Vækst-planen. Landbrug & Fødevarer turde ikke sige fra”, fortæller han.

Til gengæld synes han, at Bæredygtigt Landbrug leverer varen.

”De bedste ting, de har opnået, ligger lige for. Landbrugspakken var helt sikkert Bæredygtigt Landbrugs fortjeneste, selvom andre har forsøgt at tage æren”, siger Poul Uhrenholt med henvisning til Landbrug & Fødevarer.

Men også ophævelsen af randzonerne, deltagelse vandrådene og naturrådene, synes han fortjener ros. For ham viser det at Bæredygtigt Landbrug har viljen til at kæmpe for den menige landmand.

”Vi har en god bestyrelse med en slagkraftig formand. Tonen skal ikke blive mildere, og Bæredygtigt Landbrug skal ikke blive mere runde. Dem er der nok af”.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top