Oversvømmelser i hobetal skal stoppe

Med loven i hånden behøver Danmark ikke at forsumpe, understreger BL's formand Flemming Fuglede Jørgensen

flemming-fuglede-joergensen-1

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Alt flyder over – grøfter, bække, kanaler og åer. Vandet løber i stride strømme over deres bredder.

Vandløbsloven skal revideres, hedder det så i visse politiske kredse. Det er der slet ingen grund til. Loven skal bare overholdes og kombineres med en tidligere miljøministers hyrdebrev til kommunerne, hvor det præciseres, at lodsejerne har krav på, at der ikke sker oversvømmelse af vandløbsnære arealer med risiko for tab på fast ejendom og afgrøder.

Vi har hørt på det sludder længe nok

Nu har vi længe nok hørt på kommunale embedsmænd, der forsikrer os om, at der kan komme mere vand igennem et vandløb, der ikke er renset op, end et, der er renset. Man påstår altså, at der kan løbe mere vand igennem et lille hul end et stort. Vi har faktisk hørt på det sludder, så længe at vandløbsnære arealer forsumper, afgrøder rådner, og mange golfbaner står under vand. Huse og veje er også truede. Resultatet er mudder og pløre overalt.

Vi landmænd bliver beskyldt for at udlede næringsstoffer – ja, det tror pokker, når man forsumper vore marker, udledes der da næringsstoffer. Det er naturligt.

Få renset op, så vandløbet kan føre vandet væk

Vandløbsloven skal overholdes. Vandløbene skal renses op, så de kan føre vand væk. Alle dræn fra marker og rør fra bymæssig bebyggelse må sikres, så de igen er over vandspejl. Vandet fra alle disse rør fra befæstede arealer og veje fører jo ud i et vandløb, der derfor skal lede meget vand væk. Miljøet lider under forsumpningen, forrådnelsen sluger alt ilt og liv. Se at få renset op, så vandløbene bliver i stand til at føre vandet væk.

Brug den gældende vandløbslov, og gør Danmark farbar igen.

(Indlægget har også været bragt i diverse dagblade).

Scroll to Top