Skræmmescenarier præger vores hverdag

Andreas Hastrup forsøger her at bringe lidt perspektiv ind i de verserende meget følelsesladede begyndende kommunale tiltag, der i sidste ende vil resultere i intet andet end en mindsket fødevareproduktion

vandglas

Af Andreas Hastrup, Spangsvej 44, Lundby

Nytåret nærmer sig.

Et nyt spændende år står for døren, og det er så småt blevet tid til at spekulere lidt over, om vi har lært bare lidt af året 2017. Hvis jeg et øjeblik ser bort fra brexit/EU, Xi, Putin, Trump, kommunal- og regionsvalgkampen, Mellemøsten, flygtningestrømme og dommedags-profetier, så er der beklageligvis fortsat et flittigt dyrket skræmmescenarie, som også i 2017 har præget vores hverdag.

Og det er sikring af kvaliteten af vores drikkevand.

Hvorfor glæder vi os ikke?

Det drikkevand, som vi selvfølgelig alle vil vide er ”rent”. Men hvorfor skal ordet ”rent” i denne forbindelse kun bruges til at skræmme eksempelvis vælgere og interesseorganisationers medlemmer? Hvorfor tør vi i stedet ikke glæde os over den succesfulde indsats, der har sikret det rene drikkevand, som Danmarks landområder i dag leverer til os alle?

Dit og mit drikkevand

For fakta er, at det er landområderne, der leverer dit og mit drikkevand, inklusive I der bor i byerne (alene de syv største byer dækker en tredjedel af Danmarks befolkning), hvor undergrunden er så forurenet, at vandet er ”udrikkeligt” og derfor leveres fra boringer i landområderne.

Ser vi på vores drikkevand i et realistisk perspektiv, så er fakta, at du (og jeg) rundt regnet drikker en liter vand om dagen og altså dermed 365 liter om året. Med den nuværende gennemsnitsalder på 81,1 år drikker vi altså små 30 tons igennem vores liv.

Et lille regnestykke

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, ifølge Bolius forbruger vi danskere i gennemsnit 38,8 tons vand om året. Så med andre ord drikker vi igennem et livsforløb på 81,1 år kun 0,953 procent af det vand, vi forbruger.

Et forbrug, hvor der i forrige århundrede blev fastsat en politisk grænseværdi på 0,1 mikrogram pesticider/liter – hvilket svarer til 1 gram/10.000 tons vand.

Det betyder, at vi skal drikke 338 liter vand/dag i de 81,1 år vi gennemsnitligt lever, for at indtage bare et gram af et pesticid gennem vores drikkevand.

Du og jeg skal gennem hele vores liv altså drikke et helt års vandforbrug hver eneste dag for gennem vores liv at indtage et gram af et pesticid.

Sultedødens årsag

Gjorde de samme grænseværdier sig gældende for vores fødevarer (hvor der da findes grænseværdier 20.000 gange højere end for det samme middel i vores drikkevand), døde vi uomtvisteligt alle af sult.

Ikke som følge af fødevaremangel, men på grund af grænseværdier.

(Indlægget har været bragt i flere aviser og er også tilsendt Bæredygtigt Landbrug af skribenten).

Scroll to Top