Af Morten Guldberg, indholdsredaktør, Jysk Fynske Medier
Hvad har dansk landbrug og Israel til fælles?
Ikke så lidt.
Vi hader og mistror dem som udgangspunkt, der er frit slag til at kritisere, det behøver ikke engang være sagligt, for vi har flertallet med os – dybest set er de nogle svin (om end religiøse jøder nok vil tage betegnelsen mere fortrydeligt op end gennemsnitsbonden herhjemme), som “magthaverne” af uforklarlige grunde beskytter. Hvad enten det er folketingsflertallet, EU eller USA i Israels tilfælde.
Fri jagt på bønderne
Israel lader jeg herefter ligge. Sammenligningen var bare så oplagt, fordi debat-spillereglerne i begge tilfælde nok hverken er synlige eller nedfældede i tekst, men alligevel så raffinerede og hårfine. Uden plads til nuancer.
Og vi kan slippe afsted med betegnelser og argumentation, der i andre sammenhænge ville udløse shitstorme og trusselmails, som nok kunne få de fleste til at trække snablen til sig.
Men med bønderne er der fri jagt, når vi har pillet gamle hippier i forvaskede t-shirts og læderarmbånd med økologiske høns og en frilandsgris ud af ligningen.
Landbrugets adfærd sammenlignet med slavehandel
Økologi er ganske vist positivt, men i debatten handler økologi oftest om kritik af dem, som ikke har lagt produktionen om.
Og taler vi konventionelle landmænd, er ingen tilsvining for skrap. I sidste uge bragte vi en kronik i avisen, hvor landbrugets adfærd blev direkte sammenlignet med slavehandel i svundne tider, og tænk et øjeblik på, hvad et tilsvarende billedsprog ville antænde, hvis det blev anvendt i eksempelvis indvandrerdebatten.
Politikere kan blive valgt på at svine landbruget til – dybest set handler det kun om at kombinere “klimabelastning”, “miljø”, “penicillin”, “pesticider” og et par andre buzzwords tilstrækkelig behændigt, men ingen eller få kan vælges til højere embede med en dagsorden, der kæmper bøndernes sag. Se bare, hvordan Venstre har ændret profil for at tækkes den brede vælgerskare.
Andre steder er man stolt af landbruget
Det er interessant, hvordan det er blevet sådan. I andre lande, specielt sydpå, er landbrug en national stolthed, et erhverv man påskønner, beundrer og betragter som en del af den nationale identitet. Selv om de hverken sviner mindre eller tager flere hensyn til miljø og klima end deres danske kolleger.
Sådan er det ikke just herhjemme, hvor vi hverken værdsætter kvaliteten og dygtigheden i bedrifterne eller landbrugets historiske betydning for os alle. Ikke mindst for opbygningen af velfærdssamfundet, som fandt sted, mens landbruget var omtrent alene om at bidrage positivt til betalingsbalancen.
Det gik galt engang i 70’erne, og siden har der ikke været nogen vej tilbage, bønderne har symboliseret alt det onde i samfundsudviklingen, forurening, giftige, usunde fødevarer og senest påvirkning af klimaet.
Og er man først lagt for had, strides man forgæves mod vinden.
“Bæredygtige” konventionelle landmænd?
Konventionelle landmænd, der vover at kalde sig bæredygtige? Glem det, de er gift for den økologiske ideologi, kryb tilbage i hullerne, usle “agrarspekulanter” (seneste skældsbetegnelse for landbrugets mest uvederhæftige elementer).
Deres egen skyld
Derfor gør det ikke indtryk på forfærdelig mange, at bønderne går strenge tider i møde, når noteringspriserne kommer til at falde mærkbart i 2018, og en del af erhvervet igen risikerer at ende i ren overlevelseskamp.
For vi har ikke ondt af dem, de svin.
Det er jo dybest set deres egen skyld…
(Indlægget har ligeledes været bragt som kommentar i dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Mediers regi – og bringes efter aftale med skribenten også på BL’s hjemmeside).
