BL’s julesang i vælten

Sang skrevet til Bæredygtigt Landbrugs julefrokost blev sunget af P3-værter og har også skabt stor debat på de sociale medier

logo-softshelltoej-logo-bl-3

Få interesseorganisationer har formentlig nogensinde fået så megen reklame som følge af en humoristisk sang skrevet til en festlig lejlighed:

Bæredygtigt Landbrugs (formodede) julefrokostsang blev således umiddelbart inden jul eksponeret på radioens P3. Hvorefter især Facebook kogte over med kommentarer om eksempelvis BL’s holdninger til Roundup.

Inger Støjberg var ved at dø af grin i radiostudiet

Det begyndte med radioværterne Stegger & Toft, der – med hjælp fra dagens gæst i radiostudiet, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) – sang højt for lytterne. Inger Støjberg dog med lidt besvær, for hun var tydeligvis ved at kvæles af grin, da hun og værterne på P3 nåede til verset om hendes ministerkollega, Esben Lunde Larsen.

Dén radiosekvens kan høres HER.

“Efter sigende…”

Derefter fulgte ingen ringere end Ida Auken (R) trop:

”Dette er efter sigende julefrokostsangen fra Bæredygtigt Landbrug. Den har helt klart sine humoristiske momenter, men mindede mig lige om, hvor misvisende foreningens navn er. Ville vel svare til, at man lavede en forening, der gik ind for nul kvælstof, nul pesticider og nul landbrugsstøtte og kaldte dem Landbrugets Venner”, skrev den radikale politiker – med et link til sangen.

Det fik naturligvis Bæredygtigt Landbrugs egen facebookside til at følge trop: ”Vi takker Ida Auken for reklamen! Nu kunne man jo sige noget om, at det svarer til at skabe et parti, der ikke mener noget om noget som helst – og så kalde det radikalt – men vi vil nøjes med at ønske rigtig glædelig jul til alle landbrugets venner!” – naturligvis efterfulgt af flere såkaldte smiley’er.

Både på Ida Aukens og BL’s facebookprofil samt flere andre steder har sangen fået utallige kommentarer med på vejen, af såvel landmandsvenner som debattører fra det rød/grønne segment. Flere kommentarer var fra decideret vrede brugere af de sociale medier – men heldigvis kunne de fleste uanset grundholdning se det sjove i lyrikken.

Skrevet af journalistpraktikant

Det helt store mysterium blev dog aldrig opklaret:

”Hvem tror seriøst på, at dén sang er fra Bæredygtigt Landbrug?”, spurgte en facebookbruger.

”Mon ikke der er tale om en joke. Men skæg er den da…”, lød det fra en anden.

”Den er faktisk også ret sjov, og lidt fest og selvironi er ikke at foragte uanset politisk udgangspunkt”, skrev en tredje.

Stammede sangen så vitterligt fra Bæredygtigt Landbrug?

Svaret kommer her:

Ja, det gjorde den da. Skrevet af ingen ringere end BL’s (også i denne sammenhæng) yderst talentfulde journalistpraktikant Morten Okkels. Hvilket vores formand Flemming Fuglede Jørgensen i øvrigt afslørede i det ugentlige medlemsbrev allerede for flere fredage siden.

Sangen kan læses HER.

Ida Aukens facebookopslag kan ses HER.

BL’s facebookopslag om sangen kan ses HER.

Og så kan der næppe brygges mere suppe på de vers. Bortset fra at vi skulle hilse og sige fra vores journalistpraktikant, at han – pligtopfyldende som han er – selvfølgelig ikke har brugt arbejdstid på sangskrivningen…

Godt nytår!

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top