Stakkels minister

Hvorfor understreger Esben Lunde Larsen igen og igen, at han er en ven af landbruget, når han gang på gang ikke tager notits af virkeligheden?

jens-iversen

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har en svær opgave.

Han er ansvarlig for et ministerium, hvor der hersker en noget speciel kultur.

Det var således for nyligt nødvendigt for hans departementschef at sige til medarbejderne, at de skal stoppe med at politisere i deres arbejde.

Det er også et ministerium, hvor man erkender, at man skal have gjort noget ved troværdigheden.

To nylige nederlag

Samtidig er det et stort resortområde, hvor man for nylig har måttet indkassere to store nederlag på det faglige og juridiske område.

Først har et internationalt forskerpanel underkendt store dele af den måde, man regulerer landbruget på igennem vandplanerne.

Dernæst har Kammeradvokaten dumpet en rapport – som ellers var bestilt hos COWI til at frikende ministeriet for snyd med grundvandstal.

På trods af alt dette forsvarer den gode og velbegavede Esben Lunde Larsen sine illoyale embedsmænds gøren og laden.

Hvorfor?

Hvorfor understreger ministeren igen og igen, at han er en ven af landbruget, når han gang på gang ikke tager notits af fagligheden? Hvorfor sætter han sig ikke ind i landbrugets faglige forhold, men går stik imod virkeligheden?

Bange for embedsmændene?

En forklaring kan måske være, at han er bange for sine embedsmænds gøren og laden. Vi husker alle sagen i april om den lækkede lydfil fra et møde med Esben Lunde og en gruppe embedsmænd. Det kan selvfølgelig ske igen.

Derfor er det vanskeligt at være Esben Lunde. Valget står måske imellem at være sikker på den korte bane og have det godt i sit ministerium og på de mange rejser, så længe det varer, eller stå op for fagligheden og landbrugserhvervet og dermed sikre sig en fortsat politisk karriere. Ja – han er i en forbandet situation. Det, ministeren gør i øjeblikket, er selvfølgelig lettest – på den korte bane.

Scroll to Top