Derfor er der efterspørgsel efter danske fødevarer i store dele af verden

Fødevarestyrelsens fund af enkelte æbler med et helt uskadeligt indhold af prosulfocarb ændrer ikke ved billedet af danske avlere som meget ansvarlige, når det kommer til at begrænse indholdet af pesticidrester

æble-til-hjemmeside

Af Erling Bonnesen (V), miljø- og fødevareordfører

Danske fødevarer er blandt de allerbedste i sammenligning med udenlandske.

Endnu en gang ligger danske fødevarer flot og bedre end udenlandske, når deres indhold af f.eks. pesticidrester sammenlignes med frugt og grønt fra verden omkring os. Det dokumenterer tal fra Fødevarestyrelsens seneste pesticidrapport.

Spis roligt frugt og grønt

Dermed er det også uændret en god idé at spise rigeligt med frugt og grønt, som Fødevarestyrelsen anbefaler det i de officielle kostråd.

Fødevarestyrelsens fund af enkelte æbler med et helt uskadeligt indhold af prosulfocarb ændrer ikke ved billedet af danske avlere som meget ansvarlige, når det kommer til at begrænse indholdet af pesticidrester.

Ingen sundhedsmæssig betydning

EU-grænseværdier for pesticidrester i fødevarer fastsættes typisk langt lavere end grænsen for den sundhedsmæssige effekt, da der ikke må anvendes mere pesticid end nødvendigt for at opnå den ønskede effekt på skadevoldere.

Oftest vil selv en overskridelse af grænseværdien derfor ikke have sundhedsmæssig betydning.

Høj fødevaresikkerhed og -kvalitet herhjemme

Danske fødevarer er kendetegnet ved høj fødevaresikkerhed og høj fødevarekvalitet. Det er derfor, der er efterspørgsel efter danske fødevarer i store dele af verden.

(Indlægget har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten – og bringes efter aftale med Erling Bonnesen ligeledes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top