Der udledes mindre efter Landbrugspakken

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør har et godt råd til David Rehling, der har skrevet om kvælstof-"skandalen" i Information

joergen-evald-jensen-placeret-goedning-april-2016

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Munkholmvej 49, Poulstrup

Forskere er enige, skriver David Rehling i Information den 28.11.

Han har ret. De forskere, der fra begyndelsen har kritiseret Landbrugspakken, er stadig enige om at kritisere den pakke. Denne gang er kritikken baseret på en udregning finansieret af Danmarks Naturfredningsforening. Nu er det jo ikke i sig selv odiøst, men denne udregning baserer sig på forkerte og for gamle præmisser, der ikke lever op til almindelig god videnskabelig standard. Dét er odiøst.

Hvorfor fylder majs så meget i regnestykket?

Det er ph.d. Bjørn Molt Petersen, der har regnet på usikkerheder og udledning efter Landbrugspakken. En fejl er, at han indregner majs, som er den afgrøde, der udleder absolut mest, med 80 procent af arealet. Det er retteligt 7 procent. En anden fejl er, at han kun forholder sig til et meget lille datamateriale.

Den seneste viden bør benyttes

Hvorfor skulle en gammel antagelse om, at marginal-udvaskningen skulle være på 1/3, være mere rigtig end den bedst tilgængelige og nyeste viden? Det handler vel om altid at bruge sidste nye viden, hvilket Aarhus Universitet netop har gjort.

Nles4, som er brugt i det meget grundige materiale, som Aarhus Universitet har lagt til grund for beregningen og korrektionen af marginal-udvaskningen til de 18-20 procent, er baseret på rigtig mange data, og tallet bekræftes af de allerseneste resultater både fra AU og fra Seges – de viser, at det sandsynligvis er endnu lavere.

Lyt til de internationale forskere

Bjørn Molt Petersen gør sig også skyldig i ikke at lytte til de internationale forskere, der netop har evalueret de danske kvælstof-modeller. Her påpeger de, at Danmark ensidigt ser på kvælstof, mens det er forholdet mellem kvælstof og fosfor, der er det afgørende. Petersen regner udelukkende på kvælstof.

Mange af de forskere, der er enige med Molt Petersen, anfører, at Landbrugspakken er problematisk for havmiljøet. Men Danmark udleder i alt blot 5-6 procent af den totale udledning til de indre danske farvande. Heraf er kun en del fra landbruget. Der er ingen grund til at råbe vagt i gevær her.

Hov – udledningen falder jo!

Der er derimod grund til at glæde sig over, at de seneste målinger på udledning det første år med Landbrugspakken netop viser en lavere udledning fra landbrugs-arealerne. Det bekræfter jo netop beregningerne og forventningerne fra Aarhus Universitet.

David Rehling og Information: Stil nu de kritiske spørgsmål også til vennerne. Se på forholdet mellem N og P. Gå i dybden med de internationale forskeres kritik af den måde, de danske vandområdeplaner er udformet på. Og fortæl om det seriøse arbejde, der foregår på Aarhus Universitet, DCA og DCE. Så vil forsker-enighed eller uenighed lige pludselig få en anden og seriøs dimension.

(Indlægget har også været bragt i dagbladet Information, dog i lettere forkortet udgave).

Scroll to Top