Uværdig økokrig

Udgivet 12. oktober 2017 - kommentarer:
Uværdig økokrig

Maskinbladets chefredaktør antyder, at Samvirkes forsidebillede kan være i strid med markedsføringsloven. Lederen bringes i denne uges udgave af Maskinbladet - og er skrevet, inden COOP besluttede at trække kampagnen tilbage

Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet

Der udbrød nærmest en mindre krig, da COOP-tidsskriftet Samvirke kom på gaden med sit usmagelige forsidebillede, hvor grøntsager illustreres som de rene giftbomber.

Ord føg på kryds og tværs i debatten, og landmænd truede med at boykotte Coops butikker, mens nogle butikker tog konsekvensen og smed Samvirke ud.

Økologi er ikke sundere...

Billedets budskab er faktuelt forkert og uværdigt.

Økologi er en af mange måder at indrette sit landbrug på, og de økologiske produkter opfylder en efterspørgsel i markedet. Respekt for de landmænd, der ser markedsmulighederne og skaber en forretning på den baggrund.

Men at markedsføre økologiske madvarer som sundere end konventionelle og ikke mindst at fremstille de konventionelle madvarer som giftige er at gå langt over stregen i sin markedsføring.

...og det er der faktisk en dom for!

Mon ikke den slags løgne er i strid med markedsføringsloven?

Svenske COOP har allerede fået dom for falsk markedsføring af økologi.

I juli blev COOP i Sverige dømt ved Patent- och Marknadsdomstolen under Stockholms Tingsrätt for vildledning ved i reklamefilm at hævde, at økologiske produkter er bedre og sundere end konventionelle produkter.

COOP i Sverige blev dømt til at betale en bøde på en million svenske kroner, hvis selskabet igen viste filmene "Ekoeffekten", den tilsvarende engelske udgave "The Organic Effect" eller "Amelia tester ekoeffekten".

Desuden fastslog dommen, at bøden også skulle betales, hvis COOP i markedsføringen benytter en række udsagn om, at økologi skulle være bedre for sundhed og miljø.

Storbymenneskers naive forestillingsverden

Lovlig markedsføring eller ej, så er Samvirkes påstande om moderne landbrug desværre helt i tråd med mange menneskers - især storbymenneskers - naive forestillingsverden. Troen på økologi - og hadet til konventionelt landbrug - har udviklet en næsten religiøs og inkvisitorisk karakter.

Når tingenes rette sammenhæng benægtes

Enhedslisten, Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer og deres følgere reagerer, ligesom religiøse fanatikere i alle dele af verden til alle tider har reageret, når deres tro anfægtes. De benægter tingenes rette sammenhæng. Og hvis nogen påstår, at jorden er rund og ikke flad, skal de formastelige kanøfles som kættere.

Derfor er det vanskeligt for landbrugets organisationer at trænge igennem medie-muren til den brede befolkning med faktuel oplysning.

(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet).