Politikere: Vi skal tale landbruget op, ikke ned!

Udgivet 13. oktober 2017 - kommentarer:
Politikere: Vi skal tale landbruget op, ikke ned!

Fem miljø- og fødevareordførere gav fredag deres bud på de kommende måneders landbrugsdagsorden. Her stod især Alternativets Christian Poll ret alene med flere synspunkter…

COOP’s økologikampagne og bladet Samvirkes dertilhørende pesticid-artikler har ikke megen politisk opbakning, hvis man skal tro stemningen på et politisk møde på Christiansborg fredag den 13. oktober.

Her havde foreningen Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister inviteret fem ordførere til debat om de kommende måneders landbrugs- og miljøpolitiske dagsorden.

”Jeg tager skarpt afstand fra COOP’s skræmmekampagne. Alle danske fødevarer – både konventionelle og økologiske – er gode, danske fødevarer. Og det er i øvrigt forbrugerne, ikke COOP, der skal bestemme, hvad der skal på tallerkenerne”, lød det fra Erling Bonnesen (V).

Ude i verden påskønner man danske fødevarer…

Lise Bech (DF) var helt enig:

”I medierne viderebringer I hele tiden konflikter og personsager. Jeg savner, at I fortæller, hvorfor det faktisk er nødvendigt med sprøjtemidler, og hvordan vi egentlig anvender dem i Danmark”, sagde hun.

”Som Erling siger, er alle danske fødevarer gode, sikre og sunde. Og ved I hvad? Både medierne og vi politikere skal være meget bedre til at tale landbruget op i stedet for at tale erhvervet ned. Ude i verden ved man, at nogle af de allerbedste fødevarer produceres her i Danmark – vi burde absolut være bedre til også selv at påskønne dem”, tilføjede DF’eren.

Christian Poll (Alternativet) gik så langt som til at kalde COOP-Samvirke-diskussionen ”ødelæggende for debatten”.

Socialdemokraterne vil med i aftale om målrettet regulering

Mødet i lokalet ud til proviantgården havde også deltagelse af Carsten Bach (LA) og Simon Kollerup (S) og blev overværet af godt og vel en halv snes landbrugs-journalister.

Ordførerne roste alle den såkaldt målrettede regulering, der også ifølge den røde fløj ”kan være en mere intelligent måde at gøre tingene på”. Simon Kollerup lod forstå, at Socialdemokratiet meget gerne vil være en del af en bred politisk forankret aftale, der skal give et skub til reguleringens endelige udformning fra 2018.

Erhvervet må selv levere fremskridtene

Til gengæld skilte andre emner vandene på debatmødet. Simon Kollerup, Lise Bech og Christian Poll havde eksempelvis mere ”dyrevelfærds-løft” på dagsordenen end de to øvrige fremmødte politikere – de tre vil have en øget indsats mod bl.a. halekuperinger og kastrationer uden bedøvelse.

”Landmændene skal i den forbindelse vide, at vi ikke er bange for at lave lovgivning på området her fra Christiansborg. Men at vi faktisk hellere ser fremskridtene komme fra erhvervet selv”, lød meldingen fra Simon Kollerup.

Modstridende holdninger fra Alternativet

Christian Poll (Alternativet) var ifølge flere af de fremmødte journalister noget på glatis, da han flere gange under debatmødet kom med både udokumenterede og usammenhængende påstande. Eksempelvis mente han, at man – når eller hvis Danmark er blevet 100 % økologisk i år 2040 – ”klart vil kunne måle det på folkesundheden”. Selv om ingen undersøgelser overhovedet peger på, at økologiske madvarer skulle være sundere end de konventionelle af slagsen.

Alternativets økologi-fascinerede Christiansborg-repræsentant nævnte også behovet for 100 % økologi, samtidig med at han krævede omlægning til skov – selv om mere økologi jo givetvis netop vil lægge beslag på flere naturarealer. Selvmodsigelsen var også tydelig, da Christian Poll i samme sætning bekendtgjorde, at både mere økologi og mindre CO2-udledning er en nødvendighed for samfundet. Sidstnævnte fik Bæredygtigt Landbrugs fremmødte journalist til at spørge politikeren, hvordan de to ting hænger sammen, når enhver ved, at økologisk landbrug er mere klima-belastende end konventionelt landbrug.

”Det afhænger af, hvordan man regner det ud”, svarede Christian Poll – som efterfølgende henviste til bl.a. CO2-udledning ved produktionen af pesticider…

Erling Bonnesen vil have sin bøf!

Den ”alternative” politiker havde flere kontroversielle synspunkter. Bl.a. ønsker han at indføre kødfrie dage i offentlige institutioner samt afgift på oksekød. Han vil i det hele taget slå et slag for mindre kød og mere grønt.

Dét fik Lise Bech (DF) til at ryste på hovedet og Erling Bonnesen (V) til at udbryde:

”Jeg vil altså have min bøf! Det er da ikke os som lovgivere, som skal bestemme, hvad der skal på tallerkenerne”.

LA: Klart signal fra internationale forskere

Debatmødet fandt sted selvsamme dag, hvor den internationale forsker-rapport om de danske kvælstof-modeller blev offentliggjort. Carsten Bach (LA) er ikke i tvivl om, at konklusionerne fra de internationale forskere bør få de danske lovgivere til at løbe i en helt anden retning end hidtil:

”De internationale forskere er jo helt åbenlyst enige i kritikpunkterne fra vores landbrugs-organisationer. Det her bør medføre et retningsskifte i miljøreguleringen af dansk landbrug”, sagde LA’eren.

”Rapporten bliver helt central for reguleringen af dansk landbrug det næste årti. Jeg har derfor her til morgen bedt Miljø- og Fødevareudvalget om at få lavet og offentliggjort en dansk oversættelse af forsker-rapporten”, tilføjede Carsten Bach.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk