Ministerium fjernede kritik i hemmelighed

Udgivet 3. oktober 2017 - kommentarer:
Ministerium fjernede kritik i hemmelighed

Miljø- og Fødevareministeriets afdelingschef Christian Vind og andre ansatte fik fjernet kritiske passager i COWI-rapporten om nitrat i det danske grundvand. Det fik myndighederne til at fremstå bedre i den rapport, der påstås at være uafhængig. Ingen steder i rapporten står der noget om, at ministeriet havde denne mulighed for påvirkning

Et simpelt spørgsmålstegn fra afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Christian Vind i margenen ud for en vigtig passage.

Så lidt skulle der til for at ændre på COWI-rapporten om indberetninger i grundvandet. Det var vel at mærke rapporten, som Esben Lunde Larsen på et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget 23. marts i år havde lovet skulle være uafhængig.

Oprindeligt skrev COWI i sit udkast af 11. august:

”Det er vigtigt fremadrettet, at danske myndigheder har tilstrækkeligt fokus på de digitale indberetninger, da de reelt indgår på lige fod eller med større vægt end artikel 10 rapporterne i Kommissionens vurdering af medlemsstaternes indberetninger”.

Indberetningerne til EU-Kommissionen om det danske grundvand består af en skreven rapport fra Miljøstyrelsen og dataark med de konkrete måleresultater. Og COWI skrev altså i sit første udkast til rapporten, at måleresultaterne er lige så vigtige eller vigtigere end den skrevne rapport.

BL afslørede fejl

Bæredygtigt Landbrug afslørede i løbet af foråret, at der var gentagne fejl i de digitale indberetninger. Blandt andet manglede 660 målinger for perioden 2008-2011, og målinger var blevet geografisk placeret ud for Afrikas Horn.

Når data ”reelt indgår på lige fod eller med større vægt end artikel 10 rapporterne”, betyder det, at disse fejl er langt mere graverende, end ministeriet i sine efterfølgende beklagelser har givet udtryk for. Sådan var det altså formuleret 11. august, inden Vind og hans ministerium fik lejlighed til at sætte sine spørgsmålstegn i den følgende uge. Efter afdelingschefens spørgsmålstegn forsvinder passagen i næste udkast og i den endelige rapport. Dermed fremstår disse fejl mindre graverende.

Den interne kommentering blev hemmeligholdt af både ministeriet og COWI. Den var ikke aftalt i bestillingen af rapporten, og den fremgår heller ikke af den endelige rapport. Det til trods for at for eksempel kommenteringen fra Blåt Fremdriftsforum og Kammeradvokaten fremgår.

COWI tillod kunden at fjerne kritikken

Det er Miljø- og Fødevareministeriets departement, der godkender EU-indberetningerne, før de bliver sendt til EU-Kommissionen. COWI tillod altså sin kunde, ministeriet, at fjerne den kritik, der var rettet mod ministeriets departements blå stempel af indberetningerne. Og de fik lov til at gøre det i hemmelighed. Det er kun gennem Bæredygtigt Landbrugs aktindsigt, at informationen er kommet frem.

Faktisk havde styregruppen – det vil sige den gruppe, der har det overordnede ansvar for rapporten - alle muligheder for at sikre, at det blev en uafhængig rapport. Styregruppen blev nedsat i april, hvor arbejdet med rapporten startede, og den bestod af medlemmer fra COWI og Miljø- og Fødevareministeriet. Der var altså klart viden til stede om, at ministeriet havde en dobbeltrolle. Afdelingschef Christian Vind var medlem af styregruppen fra start, i de første måneder som kontorchef.

Derudover viser dokumenter fra aktindsigt, at mindst tre andre embedsmænd – en chefkonsulent og to fuldmægtige – har bidraget til at sætte COWI’s kurs undervejs i processen.

Forklaring fra ministeriet udebliver

Bæredygtigt Landbrug har forsøgt at få Christian Vind til at besvare spørgsmål, men han har ikke ønsket at udtale sig.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk, og Morten Okkels, mok@baeredygtigtlandbrug.dk