Lad os pløje sandheden frem

Udgivet 19. oktober 2017 - kommentarer:
Lad os pløje sandheden frem (1)

Meget står i vejen for en politisk debat baseret på faglig forståelse og korrekte sammenhænge, mener Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen. For demokratiets skyld må både medier, politikere, embedsmænd og andre aktører tage sig gevaldigt sammen

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Læseren har nok hørt om Samvirkes oktober-udgave, hvor almindelige landmænds seriøse arbejde blev groft manipuleret. Meningen var at skræmme forbrugeren til at købe økologisk i COOP’s butikker. Metoden var at fremstille almindelige gode fødevarer, som om man skulle have sikkerhedsudstyr på for at spise dem. Billedvalg og artikler var tilsammen en gang ondskabsfuldt sludder.

Hvordan i alverden kan den slags galskab trives i et aktivt landbrugsland? I første omgang skyldes det selvfølgelig, at journalisterne på Samvirke valgte at lade sig spænde for en vogn, der består af Danmarks Naturfredningsforening og sekteriske medlemmer af Økologisk Landsforening (ikke seriøse økologer). Der blev ikke lyttet til almindelige, danske landmænd, hverken konventionelle eller økologiske.

En sådan skævvridning af forholdene opstår, når den direkte kontakt til og viden om landbruget er væk. Et gammelt norsk slogan hedder: Intet venskab uden kendskab. Når det direkte kendskab forsvinder, bliver venskabet alene afhængig af en solid saglig formidling fra politikere, medier, landmænd og alle andre aktører. Dén saglige formidling mangler.

Fuprapport fra husvenner

Lad os se på et andet eksempel af styret information. Her er sagen om indberetninger af dansk grundvand stadig aktuel.

Sagen begyndte med, at den danske miljøstyrelse og ministeriets embedsmænd fejlagtigt gav EU den opfattelse, at 19 procent af det danske grundvand har for højt indhold af nitrat. Reelt er det max. 1 procent. Den faktuelt forkerte oplysning har ført til usaglig regulering af landbruget til skade for landmændene og den danske samfundsøkonomi.

Vi i Bæredygtigt Landbrug har presset på for at få en uvildig undersøgelse af sagen. Opgaven blev endelig iværksat, og vi var glade. Glæden varede kort. Ministeriet havde overladt opgaven til en af vennerne – en af ministeriets faste leverandører, konsulenthuset Cowi. Vores værste frygt om manglende uvildighed er desværre gået i opfyldelse, og nu står spørgsmålene i kø:

Hvordan kan en fast leverandør lave en uvildig undersøgelse? Hvordan kan der være ugentlige møder og – stik imod aftalen i kontrakten – løbende telefonisk kontakt mellem de, der undersøger (Cowi), og de, der skal undersøges (ministeriet)? Hvordan kan de, der skal undersøges, løbende være med i arbejdet, og hvordan kan Cowi sende rapporten til gennemsyn og rettelse hos den undersøgte? Vi har søgt at føre dette frem i pressen og på den politiske bane. Det er lykkedes – men de blå forligspartier har efterfølgende desværre valgt at lukke øjnene. Politik er en underlig størrelse, i dette tilfælde får det alvorlige konsekvenser for danske landbrugsfamilier. Det er politik, når det er værst.

De landsdækkende medier, der begyndte på historien, har ikke fulgt op. De vil hellere gå efter politikerne end embedsværket. Politikerne er gået i skjul og har ladet embedsværket svinge taktstokken. Det har så den konsekvens, at tavsheden breder sig, og tavsheden arbejder for ministeriet.

Dette er historien om en såkaldt uvildig Cowi-rapport! Vi kan konkludere, at der nu er lagt et politisk røgslør ud over en manipulerende embedsmandsstand og en ubrugelig rapport.

Professor Markager fejler fagligt

Der er mere af samme skuffe. Landbrugets forhold bliver ofte ganske tekniske og svært tilgængelige for udenforstående. Det er dog ingen undskyldning for de forskellige aktører til at holde befolkningen hen i uvidenhed. Det bør tværtimod anspore os alle sammen til at stramme endnu mere op.

Den danske implementering af vandplanerne er i øjeblikket til international evaluering. Formålet er at få nye øjne til at se på det danske arbejde. I sidste måned sendte fem internationale forskere så et udkast om de danske vandområdeplaner og kvælstofmodeller i høring hos interessenterne.

Resultatet af rapporten er overvældende. Den indeholder en massiv og entydig kritik af professor Stiig Markagers tese om, at lyssvækkelse og kvælstofudledning hænger sammen. Det betegnes som direkte forkert. Markager har ellers været den danske ”ekspert” på området og en af de fremmeste kritikere af landbrugserhvervet.

Det kan jo lyde ligegyldigt, men fagmanden vil vide, at også dette handler om overregulering af landbruget, og dermed handler det om milliarder af kroner, vigtige samfundsinteresser og familieskæbner.

Vi må håbe og forvente, at medierne i fremtiden i langt højere grad vil tage deres egen opgave alvorligt. Det vil sige, at pressen skal være en fjerde statsmagt af gavn og ikke kun af navn. Den bør skrive indgående om forskernes resultater. Derudover har vi brug for, at ansvarlige politikere fra begge blokke, pligtopfyldende embedsmænd og ansvarsbevidste organisationer tager opgaven på sig – inklusiv de seriøse grønne organisationer. 

Det flytter lidt

Det nytter at protestere. Alt imens disse linjer bliver skrevet, ser vi, at COOP trækker sin uvederhæftige øktober-kampagne i land. Det er selvfølgelig kun en enkelt sag, men det er altid opmuntrende at se sandheden vinde over løgnen.

Læren er: Lad ikke virkeligheden falde på gulvet, bare fordi emnet er kompliceret!

Lad ikke vores landbrugsproduktion, med sin fødevaresikkerhed i verdensklasse, blive undermineret af ondskabsfuldt sludder og underlødige reklamer. En sådan situation vil ramme ikke blot landbruget og alle landmandsfamilierne hårdt – det vil ramme hele samfundet.

(Indlægget har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten).