Dohrmann: Tilskudscirkus til miljøteknik

Støtte, hvor man tager penge fra landmænd og putter dem i kasser, hvor de så senere kan søge, er en uskik - lyder det fra europaparlamentariker

joergen-dohrmann

Af Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet (DF), Drenderupvej 30, Vamdrup

Tilskud er noget, en hvis herre har skabt, for tilskud vil altid skulle tildeles – og hvem er det lige, der lever godt at det? Et bud kunne være konsulenter og embedsmænd.

Når man i det hellige miljøs navn tager penge fra primærlandbruget og sender pengene tilbage til de heldige landmænd, der bliver udvalgt som støtteberettigede, er der således et svind, der bestemt ikke gavner nogen.

Det er da bedre at lade pengene blive i søjle et, direkte støtte, så landmændene får pengene den vej.

Demokratisering af støtteordningen er et minimumskrav

Støtteordningen favoriserer tilsyneladende også de meget store landbrug, hvilket heller ikke virker hensigtsmæssigt. Miljøet er jo ligeglad med størrelsen af landbruget. En demokratisering af støtteordningen er som minimum på sin plads.

Samtidig kan støtte betyde, at udstyret stiger i pris, da rentabiliteten ændrer sig, når der kommer støtte. Støtte kan få nogle til at blive “kreative”, og det gælder måske især i andre EU-lande. Den slags historier skader landbruget.

Ens rammebetingelser, tak!

Så generelt er støtte, hvor man reelt jo blot tager penge fra landmændene og putter dem i kasser, hvor de så senere kan søge – en uskik, der helt burde fjernes.

Danske landmænd er nemlig både dygtige og miljøvenlige, og de kan sagtens konkurrere på det europæiske marked og på verdensmarkedet, hvis de får ens rammebetingelser.

(Indlægget har også været bragt på www.maskinbladet.dk).

Scroll to Top