Dansk Planteværn i forsvar for konventionelt landbrug

Udgivet 4. oktober 2017 - kommentarer:
Dansk Planteværn i forsvar for konventionelt landbrug

COOP ser ikke ud til at forstå eller respektere den store omsorg, danske landmænd udviser, når de håndterer jorden og miljøet på en bæredygtig måde, skriver formand i brev til butikskæden

Interesseorganisationen for planteværnsindustrien i Danmark – Dansk Planteværn – blander sig nu i debatten om Samvirkes oktober-nummer.

Bladet fra dagligvarekæden COOP har beskrevet planteværnsmidler som ”sprøjtegifte” og illustrerede emnet med billeder af mennesker i beskyttelsesdragter og gasmasker.

Spørgsmålstegn ved sikkerheden af gode fødevarer

”Det, vi protesterer imod, er at markedsføre økologiske varer ved at stille spørgsmålstegn ved sikkerheden af konventionelle varer. Det mener vi ikke er korrekt og berettiget”, skriver Dansk Planteværns bestyrelsesformand Robert Racz i et brev til COOP Danmarks bestyrelsesformand, Lasse Bolander.

Formanden for Dansk Planteværn opfordrer til en stærk og bred reaktion fra industrien og landbruget, når nogen som COOP portrætterer det konventionelle landbrug, som det er gjort her. Han mener, at det tydeligvis står skidt til med vidensniveauet hos COOP, hvad angår den danske produktion af fødevarer. Han har derfor inviteret Lasse Bolander og COOP’s ansatte til at besøge foreningens demofarm, planteavlsbruget Ryegaard på Sjælland, for at fjerne flere misforståelser i forbindelse med supermarkedskædens seneste øko-kampagne.

”Hos Dansk Planteværn håber vi, at dette kan blive begyndelsen på en mere afbalanceret dialog og mere vidensudveksling, så vi fremover kan undgå billeder af gasmasker, beskyttelsesdragter og en generel nedgørelse af konventionelle fødevarer, når COOP vil fremme salget af økologiske fødevarer”, lyder det.

Ingen udsættes for farlige gifte

Robert Racz fastslår endvidere i brevet, at plantebeskyttelsesmidler gennemgår meget omfattende undersøgelser og skal godkendes af myndighederne, inden de må markedsføres – netop for at sikre, at hverken forbrugere, brugere eller miljøet udsættes for uacceptable mængder.

”COOP ser ikke ud til at forstå eller respektere den store omsorg, danske landmænd udviser, når de håndterer jorden og miljøet på en bæredygtig måde, samtidig med at de producerer sunde og sikre fødevarer til hele verden”, lyder det i brevet – hvor Dansk Planteværns formand også gør op med faktuelle fejl i artiklen fra Samvirke:

Her påstås det eksempelvis, at ”brugen af pesticider er mod de økologiske dyrkningsregler”. Hvilket ifølge Robert Racz er ukorrekt og med til at vildlede forbrugerne – da det i dén grad er tilladt at anvende visse pesticider i økologisk landbrug.

Ligeledes kritik fra BL

Også Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent, Stig Sandholt Andersen, har kritiseret COOP og Samvirke for det, han kalder en hetz mod landbruget:

”Det er helt utilstedeligt, at COOP på dén måde skræmmer forbrugerne ved at fremstille konventionelle fødevarer som værende fyldt med pesticider. Emnet præsenteres på en måde, så den menige hr. og fru Jensen bliver bange for både lovlige, godkendte, effektive, skånsomme og i forekomster under grænseværdien totalt ufarlige planteværnsmidler – der bl.a. benyttes af 9/10 af dansk landbrug”, lød det forleden her på hjemmesiden fra Stig Sandholt Andersen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk