COWI brød reglerne

Udgivet 3. oktober 2017 - kommentarer:
COWI brød reglerne

Konsulentfirmaet COWI så gentagne gange stort på reglerne, da firmaet lavede rapporten om de danske grundvandsindberetninger. Kravet om skriftlig kommunikation blev ignoreret

”Jeg ringer på mandag. Er der et egnet tidspunkt?”

Sådan lyder det fra Joachim Raben-Levetzau fra COWI til GEUS. Spørgsmålet er fra en mail den 1. september til seniorrådgiver Lærke Thorling og statsgeolog Claus Kjøller.

Telefonisk kontakt var kun tilladt i begyndelsen

Dette skete, til trods for at kommissoriet for rapporten om de danske indberetninger til EU-Kommissionen klart sagde, at det ikke var tilladt at lave mundtlige interviews så sent i forløbet:

”Dialog mellem leverandør og MST og GEUS vil foregå skriftligt. Disse spørgsmål sendes via departementet. Interviews mellem leverandør og MST og GEUS vil kunne foregå mundtligt som led i den indledende proces”.

Dette er en del af den aftale, som COWI accepterede den 7. april. Spørgsmålet fra Joachim Raben-Levetzau er næsten fem måneder senere, blot en uge før rapporten blev offentliggjort.

Afslørende mail

Men dette var ikke den eneste gang, hvor der var telefonisk kontakt mellem COWI og GEUS. Det viser en aktindsigt, som Bæredygtigt Landbrug har søgt. I en mail fra den 3. juli skriver statsgeolog Claus Kjøller til Joachim Raben-Levetzau fra COWI:

Kære Joachim,

Så vidt jeg kan forstå på Lærke, har I allerede vendt denne i telefonen. Jeg kunne forstå, at du har fået et tilfredsstillende svar. Håber, det er korrekt opfattet. Ellers må du vende tilbage.

Venlig hilsen

Claus

Det er seniorrådgiver Lærke Thorling fra GEUS, der er omtalt i mailen.

"Fint med mig"

Joachim Raben-Levetzau har samme afslappede tilgang til kravet om skriftlighed i en mail til Miljøstyrelsen fra 3. juli. Han skriver, at han har brug for at tale med en person, der ved, hvordan Danmark har indberettet i forhold til Vandrammedirektivet. Han afslutter mailen med kommentaren:

”Hvis det er nemmere med et telefonopkald, så er det fint med mig”.

Der fremgår intet skriftligt svar til denne mail i de 55 sider, Bæredygtigt Landbrug har fået aktindsigt i hos Miljøstyrelsen. Her skal det bemærkes, at Bæredygtigt Landbrug har bedt om al kommunikation, så hvis der var et skriftligt svar, skulle det fremgå af aktindsigten.

COWI vil ikke stille op til interview

Bæredygtigt Landbrug har været i kontakt med Joachim Raben-Levetzau fra COWI. Han fortæller, at han tager ansvaret for sit arbejde, og siger:

”Jeg må bede dig ringe til vores presseansvarlige. Kan du ikke gøre det?”

Men det er jo dig, jeg skal snakke med?

”Jamen, hun vil nok spørge mig så”.

Men jeg spørger jo dig. Jeg behøver jo ikke spørge hende, for at hun kan spørge dig. Hvorfor snakker I i telefon, når det er mod reglerne?

”Ved du hvad, jeg bliver nødt til at bede dig om at ringe igen. Jeg er lige i et møde nu”.

Under samtalen henviste Joachim Raben-Levetzau til kollegaen, projektleder Karsten Sten Pedersen, der også har arbejdet på rapporten. Da Bæredygtigt Landbrug får fat i ham, fortæller han, at han desværre også sidder i møde.

Presseafdelingen hos COWI har efterfølgende givet den melding, at man ikke ønsker at stille op til interviews, men bedt Bæredygtigt Landbrug om at sende spørgsmålene skriftligt. Dette arbejder Bæredygtigt Landbrug på.

Hvor mange forbudte samtaler COWI alt i alt har haft med GEUS eller Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet, fremgår ikke af Bæredygtigt Landbrugs aktindsigt.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk