Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug
Det er ganske naturligt, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) på et møde mandag aften bad landbrugets repræsentanter i vandrådene om at se på opgaven og passe deres arbejde. Og i grunden ikke andet.
Og jobbet er at bruge det lokale kendskab til de små, gravede vandløb. Og at indstille til politikerne om, at de pilles ud af vandområdeplanerne. Dette kan man ikke fortænke ministeren i. Han kan jo dårligt bede rådene om ikke at holde sig til opgaven.
En lang og kedelig historik går forud
Men helt så enkel er virkeligheden ikke.
Landbruget har således en lang, kedelig historik bag sig, blandt andet når det gælder dansk forpligtelse til klimakrav og ikke mindst vores lovede ammoniakreduktion, der er væsentligt skrappere end konkurrenterne i EU. Det er, som næstformanden i Centrovice, Torben Povlsen, påpeger, ikke mindst derfor landbruget kæmper med næb og kløer i vandrådene lige nu. Man vil simpelthen ikke igen fanges på det forkerte ben og stille EU-Kommissionen ting i udsigt, som binder erhvervet på hænder og fødder til tid og evighed.
Bordet fanger fra Auken-tiden
Og Torben Povlsens bekymring er langt fra fiktiv. Den er reel.
Med daværende SF-minister Ida Auken i spidsen for miljøet har den tidligere S-R-SF-regering således forpligtet Danmark til at sænke ammoniak-udledningen med 24 procent i 2020 sammenlignet med 2005. Forpligtelsen er bindende, har EU’s miljøkommissær Karmenu Vella fastslået. Bordet fanger ganske enkelt.
Dette skal ses i forhold til, at Danmark allerede er det EU-land, som udleder mindst ammoniak pr. produceret liter mælk og kød. Samtidig har de øvrige EU-lande i gennemsnit blot forpligtet sig til at udlede seks procent mindre ammoniak i 2020.
Også på klimasiden står danske landmænd over for EU’s hårdeste krav. Og set gennem de konkurrencemæssige briller får landbruget dermed ingen kredit for det seneste kvarte århundredes indsats. Tværtimod er “takken” for at gå forrest på miljøområdet, sådan som talrige politikere har ønsket, at erhvervet mødes med EU’s højeste fremadrettede reduktionskrav. Omvendt præmieres landmændene i de lande, der har ydet den ringeste klimaindsats, med de mindste reduktionskrav. Danske landmænd står tilbage som tabere. Det samme gælder indlysende klimaet.
Selvfølgelig er landmænd på tæerne i vandrådene
Der er således ikke noget at sige til, at landmændene nu er på tæerne i vandrådene.
For selvom ministeren understreger, at det er politikerne, der i sidste ende beslutter, hvad der skal meldes ind til EU af forpligtelser, så skræmmer sporene altså. Voldsomt endda.
Man kan derfor ikke nonchalant se til, når der er interessenter i vandrådene, der eksempelvis ønsker tørlagte vandløb meldt ind til EU som vandløb, der har potentiale til at opnå god økologisk tilstand med springende fisk. Det er en illusion.
Men har vi først forpligtet os til illusioner, er EU-Kommissionen totalt ligeglad. Så hænger vi på den. Det er der historisk belæg for. Derfor er bekymringen i landbruget forståelig. Og kampene i vandrådene naturlige.
(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug).
