Protein-optur har bidt sig fast i vinterbyg

De første foreløbige resultater for vinterbyg viser en ny stigning i proteinindholdet på 0,2 %-point

protein-vinterbyg-2017x

Sæson to for landbrugspakken ser ud til at kunne bekræfte den positive udvikling for proteinindholdet i det danske korn.

Seges har offentliggjort de første resultater for vinterbyg, og de viser en ny om end marginal stigning i proteinindholdet. Der er sket en stigning på 0,2 %-point. Fra et gennemsnit på 9,6 % i 2016 til 9,8 % i 2017. Det bedre resultat skal ses på baggrund af, at proteinindholdet i 2015 – altså før landbrugspakken – var på 8,4 %. Så det samlede resultat post-landbrugspakke er en stigning på 1,4 %-point – altså et resultat, der er 17 % højere.

Mere kvælstof giver mere protein

”Det er helt efter bogen. Det kan ikke være anderledes. Der er en kemisk sammenhæng, så når planterne får mere kvælstof, så kommer der mere protein i kernerne”, siger faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

Han forklarer, at det er en kemisk sammenhæng, der gør, at et kilo kvælstof kan omdannes til 6,25 kilo protein i planterne, hvis det bliver optaget. Derfor er han ikke overrasket over den positive udvikling.

Et vendepunkt

En årelang faldende tendens synes at være vendt med landbrugspakken. I 2016 slog landbrugspakken igennem, og resultatet var en stigning, der gav det højeste proteinindhold i vinterbyg siden 2008. Dette resultat ser altså ud til at blive marginalt overgået i år.

”Den øgede mængde gødning har sendt os på vej tilbage til normal kvalitet i kornet. For landmændene betyder det, at de skal tilsætte mindre soja”, fortæller Jørgen Evald Jensen.

Sidste år var kendetegnet ved et lavt høstudbytte. Dette skyldtes blandt andet en tørkeperiode i vækstsæsonen i maj. Det fik flere til at argumentere for, at dette var årsagen til stigningen i proteinindholdet. Resultatet for 2017 viser for Jørgen Evald Jensen, at det er den øgede gødskningsmængde, der har rykket resultatet.

Resultater for hvede og vårbyg mangler

De foreløbige resultater bygger på seks prøver. Det er planlagt, at der laves 16 prøver i alt. Der er endnu ikke resultater fra hvede og vårbyg.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top