Nedsat skat på landbrug kan gavne hele samfundet

Skab aktivitet og investeringslyst ude på landet, også til glæde for dansk eksport - lyder rådet til regeringen fra bestyrelsesmedlem i BL

jens-iversen

Af Jens Iversen, gårdejer og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Åstorpvej 78, 6070 Christiansfeld

Der er mange fine tiltag i de skatte-, erhvervs- og finanslovsudspil, regeringen netop har fremlagt. Det virker dog, som om man helt har glemt erhvervsudviklingen i landdistrikterne.

Hvis dansk landbrug ikke blev pålagt så store skatter og afgifter på produktionsgrundlaget, kunne vi som samfund både fastholde og udvide grundlaget for såvel slagterier som mejerier.

Danske job forsvinder stadig til udlandet

Landbrugspakken, der har givet os lov til at give planterne den gødning, de har behov for, var et skridt i den rigtige retning. Men arbejdspladserne forsvinder stadig ud af landet, fordi især vores erhverv segner under det hårde tryk af skatter og afgifter på produktionsmidlerne. Afgifter, der vel at mærke skal betales, inden pengene er tjent. I Bæredygtigt Landbrug har vi eksempler på gennemsnits-bedrifter, der årligt betaler mere end en halv mio. kr. i skatter og afgifter – uden at man kender indtægtsgrundlaget.

Læg ikke skat på produktion og arbejdspladser

Skat burde lægges på penge, der rent faktisk er tjent, ikke på det at skabe arbejdspladser og produktion. Sidstnævnte er da også imod regeringens officielle politik.

Støt op om dansk landbrug – og I kan være med til at skabe aktivitet og investeringslyst ude på landet, også til glæde for dansk eksport.

Scroll to Top