Kvalitet af grundvandsrapport skuffer

Det første udkast til COWI’s rapport om de danske indberetninger af grundvand imponerer ikke Bæredygtigt Landbrugs direktør, Hans Aarestrup

hans2

Et udkast til rapporten om overvågningen af det danske grundvand fra COWI er blevet offentliggjort af Altinget.dk.

Rapporten er sendt til organisationerne i Blåt Fremdriftsforum, et forum for interessenter i forhold til vandplanerne. Det vil sige landbrugets organisationer, grønne organisationer, Kommunernes Landsforening, Danva og andre. Deadline for kommentarer til udkastet er endnu ikke nået, og Bæredygtigt Landbrug er stadig i gang med at finkæmme rapporten. Men det foreløbige indtryk af kvaliteten imponerer ikke Bæredygtigt Landbrugs direktør, Hans Aarestrup:  

”Vi sendte fire overordnede emneområder med 20-25 spørgsmål til COWI, og det ser ikke ud til, at vi har fået svar på alle spørgsmål,” siger Hans Aarestrup. 
 
”Vi har fået udkastet til rapporten til gennemlæsning og er stadig i gang med at læse de 244 sider. Så vi vil ikke komme med endelige konklusioner endnu.” 
 
BL tog sagen op

I rapporten henviser COWI ellers til den offentlige debat, som Bæredygtigt Landbrugs afsløringer af fejl i grundvandsindberetningerne til EU-Kommissionen fik i gang:

”Danmarks indberetninger af grundvandsdata om nitrat til EU-Kommissionen efter nitratdirektivet og vandrammedirektivet har i første halvdel af 2017 været genstand for betydelig offentlig debat. Miljø- og Fødevareministeriet har på den baggrund ønsket at få gennemført en ekstern analyse af direktivkrav, overvågning og indberetning af data til EU-Kommissionen om nitratindholdet i grundvand under nitratdirektivet og vandrammedirektivet herunder grundvandsdirektivet.” 
 
Udsagn fra Miljøstyrelsen accepteres ukritisk

Derfor finder Hans Aarestrup det uforståeligt, at COWI ikke har brugt mere energi på at svare på Bæredygtigt Landbrugs spørgsmål. Han påpeger endvidere, at COWI flere steder i rapporten ukritisk accepterer udsagn fra Miljøstyrelsen uden at afprøve sandheden af dem. 
 
”Allerede før udvælgelsen af hvem der skulle stå for undersøgelsen, argumenterede vi for, at det burde være Rigsrevisionen. Der er en række konsulentfirmaer, der er for tætte på ministeriet, fordi de jævnligt udfører store opgaver for ministeriet,” forklarer han og fortsætter: 
 
”Da vi begyndte at diskutere dette, så var baggrunden, at EU-Kommissionen havde det indtryk, at 20 procent af alt dansk grundvand havde et indhold på over 50 mg/l nitrat. Vi mente og mener stadig, at det er Danmarks indberetninger, der er skyld i den misforståelse. Ministeriet holder stædigt fast i, at de kun har meddelt sig om det overvågede grundvand, som er den del af grundvandet, der er særligt udsat for nitratpåvirkning fra landbruget. Ministeriet mener selv, at de er uden skyld i, at Kommissionen i deres rapporter overvurderer indholdet i det samlede danske grundvand.” 
 
Kommissionen bør bekræfte, at nitratindholdet er faldende

”Før det fremgår af de officielle rapporter fra Kommissionen, at nitratindholdet i dansk grundvand er langt lavere og er faldende, så helmer vi ikke,” siger Hans Aarestrup. 
 
Bæredygtigt Landbrug er som nævnt i gang med at gennemgå udkastet og vil sende kommentarer til COWI snarest. Den endelige rapport forventes klar senere i september.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top