Sandheder efterlyses

Alle disse hysteriske miljønørder har jeg mistet al tillid til. De personer, der viderebringer og formidler resultaterne, har ikke så meget jord under neglene, så det kan ses - lyder det fra forhenværende landmand Bent Horshauge

byg

Af Bent Horshauge, Øsby Nedergade 31, Haderslev

Tak til JydskeVestkysten, Danmark, søndag og til formanden for Bæredygtigt Landbrug, Fuglede Jørgensen, for at skære det hele ud i pap.

(Læs Flemming Fuglede Jørgensens kronik her: Mørketal i offentlige styrelser forhindrer retfærdig regulering af landbruget)

Det er ikke første gang, at vore offentlige organer skjuler sandheden for borgerne. Derfor er det dejligt, når nogen kan fortælle, hvordan man manipulerer med måleresultater, så de passer ind i visse borgeres visioner.

Gætter på, at de personer, der viderebringer og formidler resultaterne, ikke har så meget jord under neglene, så det kan ses, og det er deres resultater, politikerne er bundet til at styre efter, da nutidens politikere heller ikke har føling med virkeligheden.

Som forhenværende landmand og herregårdsforvalter er det klart, man følger med i, hvordan hele det øvrige samfund synes at “kanøfle” dansk Landbrug.

Alle disse hysteriske miljønørder har jeg mistet al tillid til, og jeg tænker tilbage på mine ophold på Hammerum og Næsgård Landbrugsskoler, hvor al undervisning byggede på statens forsøgsgårdes resultater. Var disse ophold spildt?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i JydskeVestkysten)

Scroll to Top