”Vi skal ikke diskutere, om vi skal ud af EU. Vi skal bare gøre det bedre”

Er EU kun til for dansk landbrug? Det var lidt provokerende spørgsmålet, da Bornholms Landbrug afholdt en debat på Folkemødet i Allinge

bornholms-landbrug

Omkring 36 % af EU’s budget går til landbrugsstøtte. Det var baggrunden for en debat ved Folkemødet i Allinge, men det var tydeligt, at det skarpe udgangspunkt ikke havde nogen opbakning hos panelet. Så underspørgsmålet ”hvad betyder EU for dansk landbrug?” blev det reelle emne.

De fire deltagere Morten Løkkegaard (V), medlem af Europaparlamentet, Jeppe Kofod (A), Medlem af Europaparlamentet. Thor Gunnar Koefoed, L&F, og Lone Andersen, Viceformand, L&F, mente alle, at det var helt afgørende for dansk landbrug, at der er en fælles landbrugspolitik.

”Vi ryster i bukserne i Landbrug og Fødevarer over Brexit. Jeg har mødt folk fra Storbritannien, og de er frustrerede over situationen”, sagde Lone Andersen.

Hun blev bakket op af Morten Løkkegaard.

”Efter Brexit er det ved at dæmre for briterne. For vi kan vågne op og have stemt os ud, fordi Morten Messerschmidt har haft succes. Det vil være en katastrofe,” sagde han.

Han forklarede, at Storbritannien skal have ordnet 759 aftaler med 168 lande på grund af Brexit. En kolossal opgave.

Væk med landbrugsstøtten

Jeppe Kofod betonede, at det var vigtigt at fjerne landbrugsstøtten over længere sigt – måske en 30-årig periode. Men han mente også, at det var vigtigt at forstå, at samarbejdet i EU kræver, at man tager hensyn til landenes forskellighed.

”Der er lande, der er tilbagestående, og vi bør have forståelse for deres situation”, sagde han og fortsatte:

”Der skal ske en gradvis afvikling, men det skal være for alle”.

Lande som Frankrig og Polens landbrug blev nævnt som eksempler på steder, hvor man fik ekstra meget støtte, mens dansk landbrug ligger i den anden ende.

Jeppe Kofod ville dog ikke gå så langt som Thor Gunnar Koefoed, der kaldte landbrugsstøtten for en form for socialpolitik i forhold til lande med ineffektive landbrug. Hvis den bliver fjernet, så vil der i visse østeuropæiske lande ske en affolkning fra land til by.

Overimplementering koster

Den fælles landbrugspolitik fik roser med fra alle sider.

”Det er perfekt, at vi har fælles regler i EU,” sagde Thorkild Gunnar Koefoed og forklarede, at det var grundlaget for samhandel og dansk landbrugseksport.

”Vi skal ikke diskutere, om vi skal ud af EU. Vi skal bare gøre det bedre”, sagde Lone Andersen.

Panelet var også enige om, at kvalitetskrav har været med til at give dansk landbrug et forspring, men de fleste mente også, at det ofte havde den modsatte virkning, når krav fra EU blev overimplementeret i Danmark.

”Vi lægger altid 10-15 % oveni, når det kommer til Miljøstyrelsen, og så står landbruget med problemerne”, forklarede Morten Løkkegaard.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top