Vandråd gør klar til vandløbskamp

De kommende vandråd skal se på, hvilke tiltag, der skal laves i den kommende periode af vandplanerne. Blandt andet skal der tages stilling til, om 10.000 km vandløb skal indgå i vandplanerne

vandraad

Broksø Gods lagde onsdag smukke rammer til mødet for de kommende medlemmer af vandrådene i de seks vandoplande øst for Storebælt. De 15 fremmødte brugte dagen på at gennemgå de juridiske og faglige rammer for det kommende arbejde.

For anden periode af vandplanerne skal kommunerne med bistand fra lokale vandråd udarbejde forslag til supplerende foranstaltninger af de fysiske forhold i vandløb. Det betyder, at kommuner og vandråd skal udarbejde et forslag til, hvilke vandløbsstrækninger der skal påføres indsatser, samt hvilke indsatser der skal bruges.

”Rammerne for vandrådene er at tjekke virkeligheden i vandløbene. De skal vurdere, om en indsats giver mening eller ej”, sagde den ene af oplægsholderne, Nikolai Schulz, der er chefjurist i Bæredygtigt Landbrug.

Vandrådene skal blandt andet tage stilling til, hvorvidt 10.000 km vandløb, der har under 10 km2 opland, skal være en del af vandplanerne. Et meget vigtigt spørgsmål for lodsejerne. Overordnet er der tre grupper af interesse: de kunstige, de stærkt modificerede og de, der har afvandingsmæssige problemer. Disse tre grupper er der, hvor der kan blive uenighed om, hvorvidt de skal være med i vandplanerne.

Sager, som de ikke vil have med…

Der var en vis optimisme at spore hos de fremmødte, selvom erfaringerne fra den første periode af vandplanerne har været meget blandede. Flere udtrykte frustration over, at der blev skrevet urigtige ting i referaterne fra møderne.

”Der er ind i mellem sager, som embedsværket ikke vil have med”, sagde et medlem, der havde oplevet problemer i den forløbne periode.

De udstoppede fasaner, der stod til pynt på bordene, så dog ud til at tage disse frustrationer med ophøjet ro…

Andre af de fremmødte havde oplevet, at de var løbet ind i færdigsyede projekter, som de ingen indflydelse havde på.

Tag embedsmændene med ud i virkeligheden

Derfor anbefalede faglig konsulent i Bæredygtigt Landbrug, Stig Sandholt, et besøg i virkeligheden – at hive kommunernes embedsværk ud af kontorerne og lave ture ud til vandløbene.

”De kommer til kort, når de kommer ud i felten. De kan sidde og lave uforståelige ting ved skrivebordet, men ikke når nogen kender vandløbet. De, der kender vandløbene bedst, er lodsejerne selv”, sagde Stig Sandholt.

Men der var også en glæde over, at der havde været interessante faglige udvekslinger med folk fra jægerforbund, lystfiskere og enkelte biologer. En udstoppet hare i baggrunden syntes dog ikke at vise den store begejstring.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top