Bæredygtigt Landbrug tager kontakt til EU-kommissionen

Misforståelser om det danske grundvands tilstand skal ryddes af vejen, lyder det fra BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen

pressemoede

Bæredygtigt Landbrug vil tage direkte kontakt til EU-kommissionen i sagen om den misvisende indberetning af dansk grundvands tilstand.

Det kom frem, da interesseorganisationen mandag holdt pressemøde i BL-domicilet ved Fredericia. Foran repræsentanter for bl.a. Maskinbladet, Effektivt Landbrug, Seges, Børsen, Weekendavisen, Fredericia Dagblad/Vejle Amts Folkeblad samt lokal-tv-stationen Danmark C TV fortalte formand Flemming Fuglede Jørgensen, at BL med kontakten til EU vil sikre sig, at kommissionen arbejder på solide forudsætninger, når forholdene i Danmark skal vurderes.

Foretræde for miljø- og fødevareudvalget

”Vi skal nok finde de rigtige skriveborde og fortælle de rigtige mennesker, hvad der er op og ned i det her”, lød det fra Flemming Fuglede Jørgensen.

”EU er blevet misinformeret. Og det er derfor, vi er blevet mødt med krav om bl.a. de såkaldte frivillige efterafgrøder. Vi siger ja tak til miljø- og fødevareministerens invitation til fremadrettet at deltage i grundvands-følgegruppen. Men det forbliver et ufravigeligt krav fra vores side, at EU får de rigtige tal så hurtigt som muligt. Og at dansk landbrug i det hele taget bliver reguleret efter retvisende tal”, tilføjede formanden.

Ministeren er blevet kaldt i samråd om sagen af socialdemokraten Simon Kollerup. Bæredygtigt Landbrug vil i dén forbindelse bede om foretræde for miljø- og fødevareudvalget inden det pågældende samråd for at give politikerne en orientering.

BL har intet imod efterafgrøder

Faglig direktør Jørgen Evald Jensen understregede på mandagens pressemøde, at Bæredygtigt Landbrug intet har imod idéen om efterafgrøder, der ifølge direktøren ligefrem i mange afskygninger er intet mindre end en genial opfindelse.

”Men det kræver, at ordningen er fleksibel, og at efterafgrøderne passer ind i markdriften. Administrationen af disse nye efterafgrøder er imidlertid kørt helt i hegnet, det er ét stort cirkus”, sagde Jørgen Evald Jensen.

Hvordan skal tallene læses…

Hele miseren bunder i, at EU-kommissionen åbenlyst har den opfattelse, at 20 % af alt dansk grundvand overskrider grænseværdierne for nitrat. Selv om de 20 % rettelig stammer fra udvalgte målinger i områder og i jordlag, hvor nitrat-forekomsterne er størst. Målingerne er således på ingen måde repræsentative for dansk grundvand.

På mandagens pressemøde gik BL-direktør Hans Aarestrup i rette med EU-kommissionens opfattelse.

”Det er sådan set ikke forkerte tal, der er leveret til EU. Man har bare ikke fortalt dem, hvordan tallene skal læses”, forklarede direktøren.

Ingen fare for grundvandet

Derefter gjorde Jørgen Evald Jensen de fremmødte pressefolk og landmænd klogere på selve definitionen af grundvand og på, hvordan vi måler og indrapporterer i Danmark. Det fremgik bl.a. af den faglige direktørs indlæg, at der måles ret tilfældigt og ikke måles de samme steder eller i de samme dybder år efter år – og at man derfor ikke kan følge udviklingen.

”Der er ingen som helst fare for grundvandet i relation til det, der foregår omkring nitrat på jordens overflade”, fastslog Jørgen Evald Jensen.

Alvorlig anklage mod dansk landbrug

Advokat Hans Sønderby Christensen berettede på pressemødet om sammenhængen mellem den misvisende EU-indberetning og den stævning mod den danske stat, som BL står bag i relation til vandområdeplanerne. Advokaten giver ikke meget for de danske myndigheders forsikringer om, at EU har fået korrekte oplysninger. Allerede i 2009 fortalte de danske miljømyndigheder således fejlagtigt EU, at målingerne var repræsentative for alt dansk grundvand – hvilket landbrugets daværende organisationer ifølge advokaten burde have reageret imod.

”Det her er en alvorlig anklage mod dansk landbrug, fordi det er den officielle indberetning”, lød det fra Hans Sønderby Christensen om de misvisende tal.

”Man har også forsømt at fortælle EU, at Danmark selv blot bidrager med 5,4 % af kvælstof-udledningen i de danske farvande. Det meste kommer fra Østeuropa og Nordsøen”, tilføjede Hans Sønderby Christensen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top