Af Stig Sandholt Andersen, faglig konsulent
Miljø- og Fødevareministeriet åbner for endnu en indsats, der skal skabe flere vådområder, samt inddrage yderligere landbrugsjord. I alt vil man inddrage 13.000 ha, der tilsammen skal fjerne op mod 1.200 ton kvælstof. Men omkostningerne på 1,6 mia. kr. kunne være et tocifret millionbeløb og have den samme effekt på nitratreduktionen.
Læs også: Landbrugspakkens mål om stor nitratreduktion løses bedst med minivådområder
Det samlede areal og den effekt, MFVM forventer af indsatsen, viser, at de regner med en tilbageholdelseseffekt i et vådområde, på 92 kg N pr. ha om året (se nedenfor). Hermed ser man bort fra det forskningsprojekt lavet af DTU fra 2014 Egaa Engsoe – tab af havorredsmolt i en vandmiljoeplan II soe (side 11) omkring vådområder, hvor forsøg viser, at man vil kunne tilbageholde fra 148 – 280 kg N pr. ha om året. Og samtidig forkaster man de resultater, der har været anvendt siden 2006, hvor man lavede det første arbejde med at evaluere VMP2-søernes kvælstoftilbageholdelse. Man forkaster dermed det, man har sagt de seneste 10 år.
Vådområder er en dårlig løsning sammenlignet med minivådområder, når man ser på, hvor meget kvælstof man vil kunne tilbageholde. Samtidig fjerner minivådområder desuden markant mere fosfor end vådområder, der tværtimod medfører, at fosforen bliver udvasket fra jorden, og efterfølgende udledt. I Bæredygtigt Landbrug undrer det os, når MFVM bakker op om en ordning, der har en beviseligt dårligere effekt. Desuden er det beklageligt, når man ikke anvender den viden, der er, for derved kunne man nøjes med at udtage et mindre areal, og samtidig opnå den samme effekt.
Politik i stedet for fakta
MFVM´s notat om vådområdeindsatsen for perioden 2017-2021, viser at målet for reduktion af kvælstof, er sat til 1.170 ton N. Selve grundlaget for dette tal, stammer fra den politisk indgåede aftale om fødevare- og landbrugspakken af 22. december 2015. Altså det samme tal som man har valgt at sætte som mål, med implementeringen af de nye vådområder. I selv samme landbrugspakke, står der helt konkret på side 9:
”Aftaleparterne prioriterer anvendelse af kollektive kvælstofvirkemidler til håndtering af kvælstofindsatsbehovet, idet der skal tages hensyn til omkostningseffektiviteten ved de enkelte virkemidler”. Dette betyder, at valget omkring anvendelse af vådområder ikke er truffet ud fra en økonomisk betragtning, men for at tage landbrugsjord ud af drift.
Regnestykket, der illustrerer, at det ikke er den økonomisk optimale løsning, ser således ud:
Med de penge, der er sat af til vådområder, bliver betalingen 123.077 kr. ha (1.600.000.000/13.000). En tilbageholdelseseffekt på 92 kg N pr. ha om året giver et tal svarende til kr. 1338 kr. pr. kg N, der bliver fjernet. Da vådområdeplanen løber i 5 år, bliver tallet 268 kr. pr. kg N om året.
Vælger man derimod løsningen med minivådområder, koster et minivådområde, der afvander et opland på 100 ha, omkring 300.000 kr. Det svarer til 3000 kr. pr. ha. En tilbageholdelseseffekt på 225 kg pr. ha om året er ikke urealistisk, og lavt sat, ifølge Virkemiddelkataloget. Så vi ender derfor med en pris på 13,33 kr. pr. kg N om året, der bliver fjernet.
Derfor kan den samlede pris for reduktionen af kvælstof, på 1200 ton over 5 år, gøres for ca. 100 mio. (80 mio. udregnet med ovenstående tal), og dermed er besparelsen 1,5 mia., som indledningsvis nævnt.
Tallene er naturligvis groft skitseret, men de giver alligevel et godt billede af situationen, selvom kompleksiteten i vådområder, samt minivådområder, er høj. Desuden er afskrivningen på et minivådområde typisk 15-20 år, som yderligere vil gøre prisen pr. kg N lavere.
Vi i Bæredygtigtig Landbrug har rettet henvendelse til Miljø- og Fødevareministeriet for at høre, om der foreligger beregninger, som ligger til grund for tallene, samt hvordan de er fremkommet, men de har imidlertid hverken ønsket at svare telefonisk, eller på skriftlige henvendelser.
