Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
I Effektivt Landbrug den 28. januar afviser SVANA’s vicedirektør, Mads Leth-Petersen, at landbruget reguleres på basis af forkerte data om det danske grundvand, der er indberettet til EU-kommissionen.
Det er ikke uventet, at vicedirektøren forsvarer systemet, men han har en vanskelig sag.
Det viser sig nemlig, at ministeriet, Miljøstyrelsen, GEUS og Aarhus Universitet stadig opererer efter en forkert definition af grundvand.
Minister: Oversættelse var forkert
For mere end to år siden måtte daværende minister, Kirsten Brosbøl, erkende, at den danske oversættelse af definitionen på grundvand var forkert i bl.a. vandrammedirektivet, hvor fejlen var meningsforstyrrende, og endvidere i nitratdirektivet, hvor fejlen ikke kun var meningsforstyrrende, men hvor teksten var uforståelig nonsens – og havde været det i mere end 20 år.
Definitionen blev rettet i de danske oversættelser, og ministeren forsikrede, at de forkerte definitioner ikke havde haft praktisk betydning. Dette havde selvfølgelig kun til formål at berolige gemytterne, for en forkert definition har naturligvis afgørende betydning.
Nu viser det sig imidlertid, at udsagnet indeholder en grotesk form for realitet, idet GEUS og de øvrige involverede parter slet ikke har rettet ind efter den korrekte definition, men derimod har fortsat moniteringen efter den forkerte definition. Så på en måde har den ændrede definition ikke fået praktisk betydning. Til gengæld er denne sag en mega-skandale!
Sådanne målinger giver ingen mening
Aarhus Universitet måler efter GEUS’ instruktioner nitratforekomsten i det første vand, de rammer, når de borer ned i jorden. Rammer de det ”rigtige” grundvand i den mættede zone, er der lavt indhold af nitrat langt under grænseværdien. Rammer de en lomme med ”hængende grundvand”, kan der være alt fra lidt til meget nitrat.
Der vil i praksis altid være nitrat i jordvandet i den umættede (= iltholdige) zone. Og det er i denne zone, det hængende grundvand opstår oven på små områder med svært gennemtrængelige jordlag, hvor vandet bremses i at nå ned til det ”rigtige” grundvand.
Sagligt giver det ikke mening at måle nitrat i dette hængende grundvand, som undertiden omtales som ”iltet grundvand”. Det er en kendsgerning, at nitratindholdet er størst oppe under rodzonen – både i dyrkede arealer og i naturarealer – og falder med dybden, idet nitraten helt naturligt omdannes til luftformig kvælstof på vej ned til den mættede zone.
Derfor er det uden saglig mening at måle i højtliggende lommer af iltet grundvand og derved opnå højere værdier end i det rigtige grundvand.
Bortforklaringer fra Miljøministeriet
Miljøministeriet gør sig anstrengelser for at bortforklare skandalen. På hjemmesiden http://mst.dk/virksomhed-myndighed/bekaempelsesmidler/sproejtemidler/overvaagning-af-grundvand/ tages udgangspunkt i den mangeårige sproglige uoverensstemmelse mellem den danske og den engelske sprogversion.
Engelsk version: ‘Groundwater’ means all water which is below the surface of the ground in the saturation zone and in direct contact with the ground or subsoil.
Dansk version: ”Grundvand”: alle former for vand under jordoverfladen i mættede zoner og i direkte kontakt med jordoverfladen eller undergrunden.
Derpå hævdes det, at ”det er Miljøministeriets klare opfattelse, at definitionen af grundvand – uanset om man læser den danske sprogversion eller den engelske sprogversion af vandrammedirektivet – juridisk skal forstås sådan, at grundvand ikke kun er vand i én bestemt mættet zone, men vand i alle mættede zoner”. Endvidere argumenteres der med, at ”en faglig vurdering fra GEUS tilsiger det samme”.
Og så gentager men igen og igen, at uoverensstemmelsen mellem den danske og engelske sprogversion af vandrammedirektivets definition af grundvand ikke har praktisk betydning.
Dybt problematisk
For det første har ”Miljøministeriets klare opfattelse” intet med dokumentation at gøre.
For det andet handler ministeriet ukorrekt ved at sidestille ”den mættede zone” (ental) med ”alle mættede zoner” (flertal), efter at definitionen netop blev rettet på dette punkt, fordi den var forkert.
For det tredje er GEUS’ faglige vurdering uden værdi i nærværende sammenhæng, hvor det netop er GEUS’ udlægning, der er under kritik.
Konklusion
Først anvender Miljøministeriet gennem mange år en forkert definition af grundvand med begrebet ”mættede zoner” (flertal).
Efter 15-20 år rettes de danske direktivtekster i 2015 til ”den mættede zone” (ental).
Men nu i 2017 betragter ministeriet fortsat ”den mættede zone” (ental) som ”alle mættede zoner” (flertal).
Dette forløb giver ingen mening.
Hvorfor rettede man definitionen uden at følge den?
