Ingen problemer med landbrugets kvælstof-udledning

Novana-rapports konklusion er klar: Situationen i vandmiljøet er stort set uændret. Faglig direktør for Bæredygtigt Landbrug glæder sig over øget fokus på de regnbetingede udløb

jørgen-evald-jensen-torso-grøn-baggrund-1000-px

Den såkaldte Novana-rapport om kvælstof-udledningen til det danske vandmiljø for året 2015 er blevet offentliggjort i dag, mandag.

”Der er kommet mere liv i bunden af de indre danske farvande”, lyder det i pressemeddelelsen fra SVANA (Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning).

Styrelsen påpeger, at ”rapporten melder om fremgang på nogle områder, men på de afgørende områder er der tale om stagnation i forhold til året før”. Og det tilføjes: ”Tilførslen af kvælstof og fosfor til havet var i 2015 ganske vist større i forhold til 2014. Men det kan primært forklares med, at det regnede tilsvarende mere, og derfor blev mere kvælstof vasket ud. Vurderingen er, at situationen reelt stort set er uændret siden sidste år”. Desuden oplyses det af SVANA, at kvælstof-udledningen til havet er halveret siden 1990.

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen er enig i konklusionen, at rapporten ikke indeholder hverken overraskelser eller væsentlige ændringer i nogle tendenser. Direktøren er sammen med andre interessenter på et formøde forud for offentliggørelsen blevet sat ind i detaljerne i rapporten fra Miljø- og Fødevareministeriet og Aarhus Universitet.

Behov for længere periode at vurdere ud fra

”Den ekstra nedbør var det eneste, der gjorde 2015 specielt i forhold til 2014. Når vi ser på de nedløbs-korrigerede tal, er der tale om ændringer i småtingsafdelingen, der hører under den statistiske usikkerhed. Der påvises overhovedet intet problem med øget kvælstof-udledning”, lyder det fra Jørgen Evald Jensen.

”Tallene er i øvrigt forbundet med stor usikkerhed. Derfor giver det slet ingen mening at sammenligne ét år med et andet – der skal en femårig periode til for at kunne se, om der er en trend”, tilføjer han.

Det er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) enig i:

”Det er vigtigt at se det i et femårigt perspektiv”, siger ministeren.

Også fra Aarhus Universitet lyder det, at der er behov for at vurdere tal over en længere periode, inden man kan udtale sig klart om udviklingen.

Næste gang falder tallet

Danmarks Naturfredningsforening forlangte ellers i torsdags en skærpet regulering af dansk landbrug. Det skete som en reaktion på de 2015-målinger af det danske vandmiljø, der fremgår af den nye rapport.

Men ifølge Jørgen Evald Jensen er der ikke noget usædvanligt i, at kvælstof-udledningen til det danske vandmiljø skulle være steget med en femtedel i det næst-vådeste år nogensinde i Danmark. Og det er ifølge den faglige direktør bombesikkert, at det noget tørrere 2016 i den næste årlige Novana-rapport vil have resulteret i en meget mindre kvælstof-udledning.

”Det er et totalt selvmål af Danmarks Naturfredningsforening, at man på en så ringe baggrund forsøger at jage en skræk i livet på folk”, siger Jørgen Evald Jensen.

Positiv garanti fra SVANA

Han glæder sig i øvrigt over, at SVANA vil gå kommunerne på klingen i håbet om at komme forureningen med bl.a. urenset spildevand fra rensningsanlæggene til livs.

”På formødet har vi fået den garanti, at der nu bliver sat større fokus på at finde bedre tal for de regnbetingede udløb”, siger Jørgen Evald Jensen.

Læs selv Novana-rapporten her.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top