Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug
Det er en ganske interessant debat, Danmarks Naturfredningsforening (DN) nu rejser om kvælstofudvaskningen her i landet.
At foreningen, sammen med en række venstrefløjspolitikere og DR, har et dybt indblik i en rapport fra Aarhus Universitet før alle andre, er én ting, som kan undre. Noget andet er, at DN på mange måder kraftigt signalerer, at man ikke har helt så meget styr på, hvad der foregår i naturen, som man måske kunne forvente af en naturforening.
Ikke helt styr på det faglige…
Rent landbrugsfagligt synes det også at halte en anelse – eksempelvis på foreningens hjemmeside, hvor man under en stor #Gyllegate-overskrift udbasunerer, at kvælstof-forureningen er langt værre end hidtil antaget – ledsaget af et kæmpe foto af en marksprøjte, der ikke har det fjerneste med hverken gødning eller kvælstof at gøre.
Der synes også at være andre ting, man ikke helt har styr på hos DN. Eksempelvis det faktum, at der udvaskes mere kvælstof i år, hvor nedbørsmængderne er store, end der gør i år, hvor nedbørsmængderne er små.
Altså, kære DN, hvis I vander jeres potteplanter på kontoret drypvis, så løber der ikke vand og gødning ned i underskålen. Men hælder I derimod langt mere vand i potten, end jorden kan holde tilbage, så løber overskudsvandet ned i underskålen. Sådan fungerer naturen også i princippet. Og da der i 2015 var den næststørste nedbørsmængde i et kvart århundrede her i landet, så kom der helt naturligt ekstra meget vand og gødning i naturens »underskål«. Samtidig kunne mange landmænd i 2015 – grundet nedbørsmængderne – ikke komme i marken og så vinterafgrøder.
Mere politik end realiteter
Alt dette synes imidlertid slet ikke at være inde i DN’s overvejelser, når man tager en rapport og vrider den maksimalt i en politisk retning, der ligger ganske langt fra realiteternes verden. Set over tid, hvor nedbørsmængderne har været statistisk normale, er kvælstofudvaskningen i Danmark således faldende – ikke stigende. Og samtidig er der jo netop iværksat omfattende kvælstof-initiativer – eksempelvis i form af kravet om ekstra 145.000 hektar efterafgrøder. Der forbigår DN ligeledes.
Der er imidlertid, vil vi gerne medgive, én voldsomt interessant udtalelse fra præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, i denne sag. Præsidenten pointerer således: ”Danmarks miljøpolitik kan ikke baseres på en teoretisk fantasi-forestilling om, hvordan tingene burde udvikle sig, når vi nu klart ser, at det i virkeligheden går i den modsatte retning”.
Hvor er det dog befriende at konstatere, at Danmarks Naturfredningsforenings præsident gør sig til talskvinde for, at Danmarks miljøpolitik ikke kan baseres på en teoretisk fantasi-forestilling om, hvordan tingene burde udvikle sig. Hurra for Ella, siger vi bare. For den udtalelse synes vi afgjort, at enhver landmand bør klippe ud og hænge i glas og ramme – og hive frem hver eneste gang, der er eksempler på, at dansk landbrugs- og miljøpolitik baseres på en teoretisk fantasi-forestilling.
Problemet er jo netop fantasi-forestillingerne
Der er således mere end 30 års eksempler på, at Danmarks landbrugs- og miljøpolitik lige netop har været funderet på en nærmest endeløs række af teoretiske fantasi-forestillinger. Begyndende med billeder af døde hummere på Gilleleje Havn i 1986 i TV Avisen og naturfredningsforeningens efterfølgende diktat til landets politikere, som førte til den første vandmiljøplan.
At Danmarks Naturfredningsforening nu endelig er nået dertil, at man også her synes, at landbrugs- og miljøpolitikken i Danmark skal bygges på et konkret og målbart fundament, er i virkeligheden det mest opsigtsvækkende ved naturfredningsforeningens slag i bolledejen i denne sag.
(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug).
