Køb dansk – konventionelt eller økologisk

Bæredygtigt Landbrug var på gaden i Fredericia for at minde juleshopperne om, at dansk landbrug leverer fødevarer i verdensklasse

stig-deler-ud2

Solen dalede langsomt mod horisonten, og julebelysningen i gågaden i Fredericia begyndte at tage over for vintersolen, da to medarbejdere fra Bæredygtigt Landbrug blandede sig i julehandlen. Det skete med budskabet om at købe dansk, når flæskestegen, medisterpølsen og rødkålen skal i indkøbskurven. Uddelingen af dansk landbrugs ”juleevangelium” to dage før jul var et populært indslag i gadebilledet.

”Det gik rigtig fint. Der blev taget rigtig godt imod os, da vi delte brochurer ud”, fortæller Stig Sandholt Andersen fra Bæredygtigt Landbrug.

På forsiden af brochurerne stod der ”Køb dansk og få fødevarer i topklasse – mens du sikrer dyrevelfærd og arbejdspladser” – på bagsiden ”Gælder både konventionelle og økologiske fødevarer”.

Selvom der ikke var den store tid til at snakke hos de juletravle fredericianere, så var det let at komme af med brochurerne.

”Det tog en god halv time at dele 80 ud. Der var mange, der sagde, at de købte dansk i forvejen. Det er jo rart at høre”, siger Stig Sandholt Andersen, der er faglig rådgiver i BL.

Bæredygtigt Landbrug flyttede i maj sit kontor til oplandet udenfor byen ved Lillebælt.

”Vi ville gerne gøre de lokale opmærksomme på vigtigheden af at købe dansk. Både for fødevaresikkerheden sundhedsmæssigt og ved at være nettoeksportører af landbrugsprodukter så vi hjælper økonomien. Det er godt for Danmark, at vi er selvforsynende med en lang række produkter”, siger Stig Sandholt.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top