Af landmand (og medlem af Bæredygtigt Landbrug) Poul Erik Bjerg, Løkkenvej 420, 9700 Brønderslev
Forleden var der i Nordjyske en større artikel om en mælkeproducent, der var gået konkurs. Kreditorerne havde bestemt, at hans flotte jersey-malkekvægbesætning skulle sælges.
Min bevæggrund for at skrive dette indlæg er landmandens udtalelse: ”Det er jo andres penge, jeg har formøblet” – hvilket var fremhævet i avisen.
Så må man jo spørge: Har denne landmand ikke stået tidligt op og haft lange arbejdsdage – stort set alle årets 365 dage i 35 år – for at passe denne besætning? Til sammenligning arbejder alm. lønmodtagere ca. 200 dage om året.
Landmanden kunne fremvise rigtig mange præmier fra dyrskuer. Dette må vel ses som et bevis for, at besætningen var velpasset.
Hvordan?
Så må man jo stille det næste spørgsmål: Hvordan kan denne mælkeproducent gennem sit arbejde formøble andres penge? Svaret på dette spørgsmål kan bl.a. læses i en nyligt udkommet rapport fra Copenhagen Business School – om vi landmænds rammevilkår set i forhold til vore kolleger i Sverige og Tyskland.
Af denne rapport fremgår det, at den konkursramte landmands bedriftsstørrelse for nuværende har et tab på ca. 1 mio. kr. årligt – sammenlignet med Sverige og Tyskland.
Dette skyldes miljøregler og afgifter og skatter på produktionen.
Hvis vi ser på disse særbyrder gennem de seneste 15 år, så har det i gennemsnit kostet den konkursramte landmand cirka 700.000 kr. årligt.
Altså over 10 mio. kr. er denne landmand påført i gæld eller reduceret egenkapital.
Dertil kommer, at Finanstilsynet har dikteret bankerne at sætte jordpriserne lavt, og endvidere at landmandens driftsbygninger skal afskrives med en urealistisk hastighed.
Opsigtsvækkende diktat
At finanstilsynets embedsmænd i et frit samfund reelt dikterer priserne på landbrugsjord er særdeles opsigtsvækkende.
Hvis vi ser på jordpriserne i Tyskland, der har samme pris på korn, raps osv., er priserne pr. hektar 50.000-80.000 kr. højere end Finanstilsynets diktat af priserne på dansk landbrugsjord.
Landmanden gav i artiklen i Nordjyske udtryk for, at han havde bange anelser ved budgetlægning i 2015, og at der skulle tilføres kapital.
Men først og fremmest ville landmanden have haft 1 mio. kr. mere til rådighed, hvis disse særregler ikke havde eksisteret. Endvidere er det yderst sandsynligt, at hans rentebetalinger til banken pga. det akkumulerede tab på over 10 mio. kr. gennem de seneste 15 år ville have været reduceret med flere hundrede tusinde kr. årligt.
Dertil kommer, at Finanstilsynets prisdiktat på landbrugsjord koster ham mindst 10 mio. kr. i egenkapital.
Ville ikke være gået konkurs
Jeg mener, det er yderst sandsynligt, at landmanden ikke behøvede at have bange anelser ved budgetlægning i 2015.
Og ligeledes er jeg helt sikker på, at han ikke ville være gået konkurs, og den flotte jersey-besætning derfor hver dag kunne have leveret mælk til Arla – med stor eksportindtægt og med mange arbejdspladser til følge – hvis ikke de særbyrder, som CBS-rapporten påpeger, eksisterede.
Unødvendigt påbud
Således har Miljøministeriets påbud om miljøregler ang. nitrat været fuldstændig unødvendigt.
Ser vi f.eks. på Limfjorden, kommer 95 procent af vandet fra Nordsøen, cirka 2 procent fra byerne og cirka 3 procent fra landbruget. Vandet fra Ryå indeholder 3,7 mg nitrat – cirka det samme over 40 år.
Men det skal nu nedsættes til 3 mg nitrat. Er det ikke det glade vanvid? Finanstilsynets diktat af priser på jord og urealistiske nedskrivninger på landbrugsbygninger har den konsekvens, at bankerne ofte skal nedskrive voldsomme beløb på landbrug.
Og det rystende svar fra bankerne til landbruget er jo blot, at bankerne lader deres rentemarginal stige, således at landbruget jo i realiteten betaler for Finanstilsynets hårdhændede prisfastsættelse af landbrugets værdier.
Derfor er det reelt ikke landmanden, men Miljøministeriet og dertil Finanstilsynets prisdiktat på landbrugsejendomme, der har formøblet andres penge.
Vil formand hjælpe landmandsfamilier?
Denne situation er yderst alvorlig for mange nordjyske landmænd, hvilket formanden for LandboNord også gav udtryk for i samme Nordjyske-artikel.
Jeg er bekendt med, at han har fået CBS-rapporten tilsendt.
Derfor kan det undre mig dybt, at han ikke berører det reelle problem, hvilket CBS-rapporten afslører.
Skyldes det Axelborgs passivitet og Axelborgs godkendelse af stort set alle særbyrder – da de selv får penge fra disse afgifter? Men derfor – kære formand – er det ikke din opgave at påpege den reelle problemstilling overfor de københavnske embedsmænd på Axelborg og politikerne og ikke lade landmandsfamilier i stikken? Og derfor er spørgsmålet, om du vil varetage embedsmændenes interesser eller hjælpe landmandsfamilierne?
