BL til kamp mod tvangs-kloakering

Chefjurist deltager tirsdag aften i populært sjællandsk debatmøde, der har en af BL’s bestyrelsesmedlemmer som initiativtager

peter-kiær

Er det rimeligt, at 1.800 husstande i Faxe Kommune bliver pålagt omkostninger på mellem 80.000 og 120.000 kr. til at anlægge ny kloak – uanset om deres spildevand forurener eller ej?

Nej, lyder det fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der har sat alle sejl til for at bekæmpe den kommunale plan.

Klapjagt på landboere

”Der er tale om intet mindre end klapjagt af borgerne på landet, og denne tendens kan sprede sig, hvis vi ikke siger stop. Sådanne dyre løsninger kan drive almindelige mennesker fra hus og hjem, så det her smager også af en krænkelse af ejendomsretten”, siger BL’s chefjurist Nikolaj Schulz.

Chefjuristen holder et oplæg på det debatmøde, som Liberal Alliance i Faxe har arrangeret førstkommende tirsdag aften i Skuderløse Forsamlingshus. Arrangørerne af mødet kan for længst melde om fuldt hus og lukket for nye tilmeldinger, fordi problematikken rammer så mange i det åbne land.

Er der overhovedet et problem?

”Jeg og mange af de øvrige borgere herude på landet er oprørte over, at Faxe Kommune sætter sådan noget i gang uden at have gjort sig nogle anstrengelser for at undersøge, om der overhovedet er et problem med tilstanden i vandløb, fjorde, søer og så videre”, fortæller Haslev-landmanden Peter Kiær, som er blandt initiativtagerne til mødet.

”Hele planen bør genovervejes, indtil tingene er undersøgt ordentligt. For selvfølgelig skal der ikke forurenes unødigt – men tænk, at man pålægger folk sådan en udgift uden at vide, om vi overhovedet har et problem”, tilføjer Peter Kiær, som også er bestyrelsesmedlem i BL og byrådskandidat for LA.

Mål på vandmiljøet

BL’s chefjurist er enig:

”Man burde begynde med at måle på vandmiljøet og få styr på rensningsanlæggene. Herefter kan man vurdere, om de enkelte huse på landet udgør et miljøproblem”, lyder det fra Nikolaj Schulz.

I Slagelse gør man det noget anderledes

Påbuddet om kloakering i det åbne land er en del af regeringens vandmiljøplan, som kommunerne skal sørge for bliver overholdt. Der er dog stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner håndhæver påbuddet.

Udover BL’s chefjurist Nikolaj Schulz’ oplæg på tirsdag taler centerchef for Plan & Miljø i Faxe Kommune, Thorkild Lauridsen, om den kommunale plan. Derudover vil Villum Christensen fortælle om erfaringerne fra den såkaldte Slagelse-model, hvor kun forurenere betaler.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top