Af Jens Iversen, gårdejer og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld
”Landmænd forgår – landbrugsproduktionen består.”
Sådan siger tidligere vicedirektør i DLG, Henning Otte Hansen, der nu arbejder på Københavns Universitet, i en artikel i Information. Og det udtrykker den holdning, danske landmænd møder i deres dagligdag. Det er en holdning, der er hos alle fra embedsmænd i København til Landbrug & Fødevarers konsulenter. Alle har en interesse i, at landbrugsproduktionen består, men der er en ligegyldighed overfor det enkelte menneske i landbruget.
Der, hvor det begynder at blive menneskefjendsk, er, når fødevareøkonomisk institut siger, at man bare kan gå ind og pålægge alle de begrænsninger, som vi har på landbruget i dag – så vil jordpriserne jo falde, og så passer regnestykket igen. Man er ligeglad med det enkelte menneske, bare samfundet får sit.
Men en masse landmænd har hele deres opsparing i deres landbrugsejendom, og den bliver mindre. Et typisk landbrug mister op mod en million kroner i skat, afgifter og produktionsbegrænsninger. Det sænker prisen på gården. Vi har et problem med, at mange ældre landmænd ikke kan komme bort fra deres gård uden at få en regning med. Der bliver både taget en del af indtægten og af værdien, så det rammer dobbelt. Så landmanden kan efter et langt og flittigt arbejdsliv være henvist til overførselsindkomst, når han skal på pension.
Man stjæler landmændenes opsparing og pension, og det er man ligeglad med. Der hopper kæden af for forskerne. Ingen andre grupper i samfundet må finde sig i sådan en behandling. Kunne man forestille sig en superbeskatning af lærernes pensionsmidler? Det ville man aldrig slippe afsted med.
De store virksomheder i fødevareindustrien har den samme holdning til landmanden. Deres interesse er, at selskaberne overlever, og for dem er det lige meget, om der er en eller 10.000 landmænd. Bare de får deres råvarer. De ansatte hos Seges kan også bare fokusere på at få deres løncheck. Så er alt godt.
Men vi skal have samme rammevilkår som i Tyskland og Sverige. Ved Flensborg Fjord kan vi se, hvordan priserne på landbrugsjord på den tyske side er det dobbelte som på den danske, selvom jorden er af samme kvalitet. Det er rammevilkårene, der gør forskellen. Den tyske landmand kan tjene langt mere på sin jord.
Ingen har gjort oprør før nu, men det er en nødvendighed. For den manglende interesse for mennesket på gården er en menneskefjendsk tankegang.
(Indlægget har også været bragt – i forkortet form – i dagbladet Information).
