Af Stig Sandholt Andersen, faglig konsulent, og Bente Andersen, planteavlskonsulent
Når der til efteråret igen skal etableres efterafgrøder efter høst, er det med henblik på at opsamle kvælstof til den følgende afgrøde.
Desværre er de arter, der er til rådighed, ret begrænsede i forhold til, hvad der ville være til jordens bedste. Derfor er de nuværende regler ret rigide.
I bekendtgørelsen om plantedække er de arter, der er til rådighed, korsblomstrede, korn, græs, honningurt og cikorie. Derudover er der også frøgræs, der efter høst fortsætter som efterafgrøde.
Alle planteavlere ved godt, at for eksempel 1. års hvede ‐ i sammenligning med flerårs hvede ‐ giver et højere udbytte efter raps, markært, hestebønner, spinat og kartofler med flere. Årsagen kan ikke alene forklares med en kvælstofeffekt. Den beror også på andre biologiske forhold i jorden.
Det betyder, at initiativer, der fremmer landbrugets anvendelse af så mange forskellige plantearter i sædskiftet som muligt, uvægerligt vil fremme biodiversiteten og dermed vedligeholde jordens frugtbarhed. Derfor vil mellem‐ og efterafgrøder ‐ med de ”rigtige”, kombinerede artsvalg ‐ fremme den biologiske mangfoldighed i jorden. Det gode sædskifte er således en hjørnesten i godt landmandsskab.
På stadigt flere arealer er der stigende problemer med kålbrok, som reducerer udbytterne i raps. Problemet med kålbrok skyldes først og fremmest en stigende anvendelse af efterafgrøderne gul sennep og olieræddike samt anstrengte rapssædskifter. Det er i forbindelse med reglerne for pligtige efterafgrøder og MFO‐efterafgrøder vigtigt at være opmærksom på denne problematik. Set i det perspektiv er brug af bælgplanter i blanding med andre plantearter som MFO‐efterafgrødearealer en god løsning på et problem, der kan blive alvorligt på sigt. Det tager omkring 10‐12 år, før jorden igen er fri for kålbrok‐bakterien, så der igen kan dyrkes raps og andre korsblomstrede afgrøder. Det er desuden vigtigt i denne forbindelse at være opmærksom på, at olieræddike og gul sennep heller ikke med succes kan dyrkes eksempelvis som MFO-afgrøder på arealer inficeret med kålbrok.
Bæredygtigt Landbrug foreslår, at man i stedet åbner for valg af arter, da forsøg viser, at f.eks. bælgplanter er særdeles velegnede som efterafgrøde. Bælgplanter er kvælstoffikserende, hvilket vil sige, at de kan opsamle kvælstof fra luften og senere frigive det til de øvre jordlag, ved nedmuldning. Ud over det er bælgplanter i stand til at opsamle nitrat fra dybere jordlag, og ligeledes frigive dem i de øvre. Dette ses på nedenstående figur, der viser forsøg med bælgplanter udført på Københavns Universitet. Her ser man tydeligt, at bælgplanterne er i stand til at udkonkurrere de mere traditionelle arter, som græs og korn, når det drejer sig om at opsamle nitrat fra jorden.
Nitrat, der bliver optaget fra jorden, bliver bygget ind i organisk stof i bælgplanten, og man kan derved sige, at efterafgrøderne er i stand til at omfordele nitrat fra de dybere jordlag, hvor rodzonen er fra 1-2 meters dybde, ved tilførsel og frigivelse i de øverste jordlag.
Udover denne åbenlyse dyrkningsmæssige fordel, er der den mindst lige så vigtige fordel ved bælgplanter, og andre typer af efterafgrøder, at de skaber liv i jorden. Ved at sørge for at der er plantemateriale i jorden, er man i stand til at opformere orme, biller, bakterier og svampe, der netop omsætter det organiske materiale, indeholdende N, til gødning der er tilgængeligt for den kommende plante. Da det kun er svampe og bakterier, der kan nedbryde lignin, er det overordentligt vigtigt, at de forekommer i den rette mængde. Derudover fremmer en tilsætning af plantemateriale fra efterafgrøder, at der bliver opbygget et humuslag, og gavnlige nematoder bliver opformeret, hvilket er faktorer, der øger jordens biodiversitet og gør den frugtbar.
Fra forsøg ved man, at nyttedyr i marken som f.eks. løbebiller, edderkopper, guldøjelarver, mariehønslarver og svirrefluelarver har en gavnlig effekt på presset fra skadedyr, der er deres fødegrundlag. I bl.a. vintersæd og bælgplanter konstaterede man flest biller, og færrest i varigt græs. For at opformere en naturlig bestand af nyttedyr er man nødt til at se på marken og jorden som en helhed. Øget pres på jorden i form af mekanisk renholdelse, mange ukrudtsharvninger, generel jordbearbejdning på det forkerte tidspunkt og for lidt bælgplanter har en negativ påvirkning på antallet af bl.a. løbebiller. Dette har en direkte afledt effekt i form af registrerede luseangreb, der viser en tendens til, at jo flere ukrudtsharvninger, jo flere nyttedyr bliver skadet, og dermed stiger angrebene af lus.
Samme effekt ses på regnorme, hvor bælgplanter virker som organisk gødning, der forøger bestanden af orme i jorden, samtidig med at de dybt gravende orme øges, ved anvendelse af bl.a. kløvergræs som efterafgrøde. Generelt kan man ikke sige, at der er forskel på økologisk og konventionelt dyrket jord, når blot der er kløvergræs til stede, og gødningsmængden er den samme.
